Læserbreve


17. april 2023 – Der er lys for enden af tunnelen! (Karsten Sandau) Folketidende

Derfor skal skolen oplive ved at gøre eleverne glade for livet og med denne glæde også lysten til at udforske livet omkring og foran dem. Jeg har i processen, som jeg også skriver i ovenstående citat, forsøgt at kompleksitetsforøge. Det har jeg gjort for at ”oplive” alle borgere i Lolland Kommune, så lysten til at udforske kommer af sig selv.

Det kan nemlig godt være, at fremtidens skole i Lolland Kommune ikke handler så meget om oplivelse og dannelse, men mere om kompetencer og færdigheder. Nuvel – men det er altså ikke et gyldigt argument for at give Lolland Kommunes folkeskoleelever, og alle andre for den sags skyld, ”stene for brød”.


14. april 2023 – Mine børn skal ikke være en del af “pølsefabrikken” med flest mulige (og umulige) elever i tætpakkede lokaler (Anne-Sophie Weymelka) Folketidende

Resultatet af dette bliver en grim opdeling af A og B elever, A og B mennesker. Fordi Lolland Kommune ikke ønsker at fremtidssikre sig selv. Der bliver tænkt på tidspunktet lige nu. Økonomien lige nu. At eleverne på de forskellige skoler har en reel fremtidsmulighed, en uddannelses chance, en mulighed for at være med til at få Lolland på landkortet for noget andet end invalidepension, overvægt, ingen uddannelse og tidlig død ser ingen. Det er dyrt at investere. Det har det altid været. Det bliver endnu dyrere at spare på denne her. I fremtiden.

Uddannelse er noget af det eneste, vi bør forpligte os til.


12. april 2023 – “Sølvpapirshat”, Facebooktosse”, “Facebookkriger” og stolt af det (Frank Gravesen) Folketidende

Vi er åbenbart en sten i skoen, fordi vi ikke bare er enige. Selvfølgelig er det irriterende, at alle ikke bare nikker, klapper og tramper begejstret i takt, hver gang der kommer en idé, men det er det, der gør det så skønt at leve i et demokrati. I stedet for at latterliggøre, mobbe og dæmonisere anderledes tænkende bør man efter min mening omfavne energien og det, at der er så mange der brænder for vores kommune og bruger tid og kræfter på at sikre, at så mange alternativer som muligt kommer på banen.

Du er Lolland, og de er Lolland 


11. april 2023 – Lad os sammen bygge den bro, der kan krydses i begge retninger, det fortjener vi alle sammen! (Karsten Sandau) Folketidende

Du antyder i din tale, at du mener, næstformanden for Specialskolens bestyrelse bør trække sig, da hun ikke har tillid til hverken sektoren eller udvalget. Du gør det dog ved at sige, du gerne vil give artiklen fra Folketidende en generel kommentar, men jeg tænker ikke, der var nogle, der var i tvivl om, at du henvendte dig til hende. Tænker du, at den position, du tilbyder hende, gavner det fremtidige samarbejde? Tænker du denne position gør afstanden mellem jer mindre? Nej vel… Du kunne i stedet have anerkendt, at forløbet har slidt på tilliden, både den ene og den anden vej, men at du vil arbejde på, at tilliden kan opbygges, så I sammen kan udvikle den Specialskole, som eleverne fortjener… Kan du også se forskellen her? Du siger ikke, at artiklen var fantastisk læsning, men du anerkender, at tilliden har lidt skade, og at du vil tage ansvar for, at denne tillid kan opbygges igen.


06. april 2023 – Borgermødet i Horslunde, kommunale beslutning – en tillidssag (Frank Gravesen) Folketidende

Engagerede medarbejdere fra skolen var tydeligt følelsesmæssigt påvirkede, men fremførte, på trods af situationen, deres synspunkter sobert og sagligt. Det samme gjorde sig gældende for tidligere, pensionerede medarbejdere. Budskabet var klart: der er tale om en institution, som betyder rigtig meget for både ansatte, forældre og lokalsamfundet, men allermest for eleverne. Skolen har en stab af uddannede kompetente undervisere, som fortsat løfter deres opgave med humør og engagement på trods af det pres, de er udsat for.

Formanden for den lokale borgerforening krydsede knivskarpt og velforberedt klinger med udvalgsformanden for Børne- og skoleudvalget, der ligeledes holdt en god tone, men ikke virkede særligt modtagelig for argumenter, selvom han da indrømmede, at det ikke behøvede at koste meget mere end maling at føre skolen videre i en nedskaleret version i den gamle (sunde!) røde bygning.


03. april 2023 – Ligtornen i byrådets støvle (Anja Zarp Rasmussen) Folketidende

Hr. Thomas Østergaard fremhæver forleden samarbejde og tillid som nogle grundsten i den demokratiske proces, og jeg er slet ikke uenig.

Men når man som byråd positionerer en hel gruppe borgere som “sølvpapirshatte og facebooktosser” og reelle bekymringer som “mindretals sladder” er det ikke med til at sikre demokratiet – det opretholder derimod fortællingen om “dem og os” og skaber ikke grundlag for dialog, fællesskab og forståelse. Det er samlet medvirkende til at udvande demokratiet.

En ting er, at man kan være uenig – det bør der være plads til i et demokrati. Men det handler også om, at man forsøger at komme hinanden i møde for at skabe et fælles udgangspunkt. Den sidste del har været en svær øvelse. Dialogen er blevet mere og mere polariserede, og jeg havde egentlig forventet, at byrådet ikke ville bidrage til en hård tone – men i stedet søge en fælles forståelse. Fra mit perspektiv er der en helt generel ting, man kunne have gjort anderledes:

Anerkendelse af borgernes perspektiver og bekymring.


17. marts 2023 – Nødvendighedens lov – fortsat folkeskole i Horslunde og Holeby (Lars Buhl) Folketidende

I de 32 år, hvor jeg fungerede som leder såvel på den enkelte skole som i forvaltningsregi, har jeg altid været klar til at tænke ud af boksen for at finde løsninger. Når byrådet finder ud af, hvor meget det i fremtiden må koste at drive skole i henholdsvis Horslunde og Holeby, er det for mig kun et spørgsmål om, at skolesektoren går i gang med at udvikle skoletilbud, som er helt på linje med Folkeskolelovens målsætning. Og hvis det skulle knibe med ideer, tilbyder jeg gerne min assistance.

Vi bruger alle begrebet ”Fra vugge til grav” i forståelsen af den verden, vi lever og arbejder i. Begår Lolland Kommune historisk overgreb ved at nedlægge specielt skolen i Horslunde, når den lægger den skoleudvikling i graven, som Reventlow lagde i vuggen i sit nærområde for mere end 200 år siden?


17. marts 2023 – Du ved ikke rigtig, hvor du selv er Thomas, men lad mig hjælpe – Du sidder lige der! (Lasse Præstegaard) Folketidende

Det ene øjeblik er du i øst (bygninger), det næste øjeblik er du i vest (elevtal). Du ved ikke rigtig, hvor du selv er Thomas, men lad mig hjælpe – du sidder lige der! Og det virker på mig som om, du føler dig forsmået over, der findes borgere, der sætter spørgsmålstegn ved måden processen er kørt på. Hvordan kan ganske almindelige borgere tillade sig at sætte spørgsmålstegn til processen? Og nu virker det som om, at uanset hvad, så vil du have de skoler lukket, koste hvad det koste vil!


14. marts 2023 – Farvel til gratisprincippet… (Frank Gravesen) Folketidende

Hvis folk tvinges over i de private tilbud, fordi de tilsvarende kommunale – på grund af besparelser – enten er forringet voldsomt eller helt fjernet – så er det ikke i orden. De private tilbud skal og må ikke være den eneste mulighed.

Det stritter af mange årsager imod meget af det, vi er stolte af og fremhæver som dansk. Så bliver det for alvor pengepungen, der afgør, hvor godt uddannede vores børn ender med at blive. Det vil polarisere vores i forvejen ret klasseopdelte samfund yderligere og fjerne endnu mere af den sidste mulighed for social mobilitet. En social mobilitet som i øjeblikket også på landsplan kun bliver ringere.


09. marts 2023 – En hædersmand… (Frank Gravesen) Folketidende

Den 15. februar fortalte en byrådspolitikker her i avisen, at han lagde sin personlige holdning til side, da han ændrede mening om processen i sagen om lukning af de to landsbyskoler Horslunde og Holeby.

Hvis ikke der er plads til at have en mening også offentligt, selvom man tilhører et parti og gør opmærksom på det, hvordan skal vælgerne så kunne sætte deres kryds ved den kandidat, de har flest sympatier med?


04. marts 2023 – Misforstået handlekraft? (Frank Gravesen) Folketidende

Jeg er med på, at I – byrådsmedlemmerne – er lægfolk, for hvem det hele må være meget overvældende, men I er gået ind i politik for at gøre en forskel, I er kommet med drømme, håb og visioner. Det kan ikke være tilfredsstillende nærmest apatisk at rette ind og marchere mod afgrunden som lemminger. Hold fast I jeres drømme, håb og ikke mindst løfter. Selvfølgelig findes der en anden vej end den nedadgående dødsspiral. Stil spørgsmål, bed om flere modeller og flere valgmuligheder.

Frank Gravesen har delt sit læserbrev, der blev trykt i Folketidende den 4. marts, på sin Facebook profil, så nu kan i alle læse det her


03. marts 2023 – Der er sandelig udfordringer nok (fra leder i dagens folketidende)

Kirsten Sydendal stiller spørgsmålet: Er den kommunale drift ved at smelte fuldstændigt ned? Uden nogen form for kontrol eller redningsplan?

Svaret er kort: Ja, det er den. Man skal nok ikke laste medarbejderne ”på gulvet”. De løber hurtigt, og gør som regel, hvad de bliver sat til.

Det må altså være i toppen – borgmesteren, byrådet, kommunaldirektøren, hæren af direktører og sektorchefer – den er gal.

Det burde man kunne gøre noget ved. Og det burde være gjort for længst, for det vil tilsyneladende ingen ende tage med forkerte beslutninger og svigt. Skulle alt det præciseres og remses op, ville det ikke blot fylde et par avissider, men en hel avis.


28. februar 2023 – Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune (Kirsten Sydendal) Folketidende

Så har vi skolerne i Horslunde og Holeby. Jeg er rystet over, at man vil lukke dem og de lokalsamfund, som ligger omkring dem. Det er lokalsamfund som Horslunde og Holeby, man som børnefamilie med lyst til et liv på landet, kigger efter. Med alle de fordele, der hører med der. Uden et skoletilbud i disse landsbyer bliver det svært for dem, der er 60+ at få solgt deres boliger til yngre ejere, værdien af boligerne bliver lavere, hvilket gør det sværere at rykke til nye boliger i Nakskov og Maribo. Boligrotationen går i stå, og det rammer måske endda lysten for investorer til nye byggeprojekter i byerne. En skolelukning rammer både unge og gamle, folk med og uden formue, land og by.

Læs Kirstens kronik her på siden


27. februar 2023 – Sidste person lukker og slukker (Frank Gravesen) Folketidende

Det hele minder mig lidt om et spil skak. Lolland Kommune spiller hvidt. Fremtiden spiller sort. Lolland Kommune bygger op til det store positive klimaks. De hvide bønder når én efter én baglinjen og byttes til dronninger. Målet står og blinker forude…

I sin iver efter at få så mange dronninger som muligt er Kongen blevet efterladt, ingen bønder til at beskytte den. Tre hurtige træk fra fremtidens sorte brikker. Skak og… skakmat! Hvid sidder tilbage med en masse dronninger, men det vigtigste forsvandt. Fundamentet var væk. Man kunne ikke rulle tiden tilbage. Det var for sent.


23. februar 2023 – Alle børn har ret til en god skolegang (Birthe Lauridsen) Folketidende

I stedet for gentagne omstruktureringer for skoler og daginstitutioner, skolelukning og regnearksnedskæringer har vi behov for at skabe en skole, der giver alle børn i Lolland Kommune mulighed for uddannelse og for at forfølge deres drømme.

Og det er politikernes vigtigste opgave at leverer de nødvendige rammer. Fordi muligheden for en uddannelse er alle børns ret. Uanset deres socialøkonomiske livsvilkår.


21. februar 2023 – Involvér de involverede. (Frank Gravesen) Folketidende

Her må jeg sige, at selvom min mening nok ikke betyder det store, så er jeg uenig. At sende forslaget i høring er at anerkende processen. Planen skulle være taget af bordet. Det kan godt være, at resultatet ville blive det samme, men det havde klædt demokratiet.

Der mangler i den grad kommunikation, åbenhed og dialog tidligt og før vidtgående beslutninger ligger fast. Beslutninger, der griber voldsomt ind i et stort antal borgeres liv, både børn, unge og voksnes. Beslutninger, der kommer til at ændre Lolland for altid. 


14. februar 2023 – Grøftegravere søges. (Frank Gravesen) Folketidende

Hvad med ærligt og åbent at lytte til ofrene for de højglanspolerede projekter. Stoppe processen, få ro på og involvere de involverede. Det er ikke en skam at blive klogere, vi er trods alt et demokrati, helst ikke et demokratur og slet ikke et totalitært styre. Jeg er sikker på, at man godt kan lede en kommune, selvom man lytter.

Frank Gravesen har delt sit læserbrev, der blev trykt i Folketidende den 14. februar, på sin Facebook profil, så nu kan i alle læse det her


08. februar 2023 – Lad dørene stå på klem. (Frank Gravesen) Folketidende

Lukker de kommunale skoler på landet, flytter færre børnefamilier hertil. Færre børn – så får den private skole også svært ved at overleve. Til sidst ingen børnefamilier, ingen brugere af foreninger, idrætshaller, eventuelt andre kulturtilbud, dagligvarebutikker, bager med mere – og så lukker de. Vi blev på byrådsmødet i Horslunde af flere opfordret til at bruge hallerne mere, for at de ikke også skulle lukke – er det kun mig, der kan se paradokset?

Frank Gravesen har delt sit læserbrev, der blev trykt i Folketidende den 8. februar, på sin Facebook profil, så nu kan i alle læse det her


08. Februar 2023 – Hvad er bedst store eller små skoler? (Per Kim Nielsen) Folketidende

CEPOS har foretaget en analyse, hvor de sammenligner kommunernes resultater i forhold til hvor mange skoler der blevet nedlagt eller lagt sammen. Dette er lavet ud fra talmateriale fra Undervisningsministeriet i perioden 2007 til 2012. De har lavet følgende konklusioner: Udgifter pr. elev i de kommuner der har flest reduktioner af folkeskoler er steget betydelig mere end i de andre kommuner.”

Per Kim Nielsen har delt sit læserbrev, der blev trykt i Folketidende den 8. Februar, på sin Facebook, så nu kan i alle læse den her



01. februar 2023 – “Men han har jo ikke noget på, råbte til sidst hele folket…” (Lasse Præstegaard) Folketidende

Jeg havde det altså lidt som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder” tirsdag den 24. januar i Ravnsborghallen. Ham, der stiller sig op, og siger: ”Men han har jo ikke noget tøj på.” Det har jeg kun haft mod til grundet den massive opbakning, jeg har haft i ryggen. Så en ydmyg tak til alle jer, der var med i Ravnsborghallen, alle jer, der så med online og alle jer, der har været i dialog med mig dagligt. Jeg er rørt.


28. januar 2023 – Hvorfor nedlægger Lolland Kommune Landsbyerne? (Leo Christensen) Folketidende

Til jer, der bor i Lolland Kommunes landdistrikter, er der kun et virkemiddel, der kan hjælpe jer. I må og skal organisere jer politisk. I det nuværende byråd er 88 procent af byrådsmedlemmerne stort set altid enige med borgmester og direktion. Det er ledelsens dagsorden, som siden 2010 har finansieret kommunen gennem statsstøtte og nedlæggelse af landdistrikterne ved serviceforringelser.

I må simpelthen gå sammen – også med de mange landsbyer og jeres oplande, der allerede har mistet stort set alle kommunale arbejdspladser i forbindelse med serviceforringelser. I har med ”Nok er Nok” en historisk chance. Fire ud af ti borgere i denne kommune bor stadig i landdistrikterne. Hvis I ikke magter at ændre byrådets sammensætning til jeres fordel i 2025, så bliver det over tid sidste mand, der slukker og lukker.


21. januar 2023 – Måske vi har brug for en mere interaktiv politisk ledelse, hvor politikere og borgere finder løsninger sammen… (Karsten Sandau) Folketidende

Måske har vi brug for en mere interaktiv politisk ledelse, hvor politikere og borgere finder løsninger sammen… Altså frem for at have skarpt adskilte fagudvalg, der er små lukkede klubber, hvor ingen alm. borger har adgang…


17. januar 2023 – Hvorfor er argumenterne, der er gyldige det ene sted, ikke gyldige det andet sted? (Karsten Sandau) Folketidende

Og jvf. udvalgsformanden så er der en helt særlig grund, kunne jeg læse i avisen… Gudskelov tænkte jeg, så handler de da ikke helt i blinde. Der er faktisk gode, både faglige og saglige, grunde bag de beslutninger, vores politikere træffer, dejligt!


10. januar 2023 – En stor sejr bliver måske til et knusende nederlag! (Karsten Sandau) Folketidende

Jeg er lodret uenig med Thomas i, at det ikke handler om alle de mennesker, der bliver ramt af den politik, der føres, blandt andet fra Thomas’ hånd… For mig handler det netop om Anton, Iben, Gunnar, Gerda og alle de andre, der kommer til at mærke konsekvensen af skolelukningen, ikke om bygningerne… Bygningerne er der ikke for bygningernes skyld, de er der for borgernes skyld…


10. januar 2023 – Det drejer sig om mennesker og ikke mursten (Stig Vestergaard) Folketidende

Det er en demokratisk katastrofe, hvis byrådet beslutter at lukke skole og hal, og det er stik imod de politiske løfter inden valget og de smukke ord om ro på børne- og skoleområdet og tiltrækning af nye borgere – og rigtig gerne på landet.

Hele Horslunde og Nordvestlolland vil blive ødelagt – lagt øde – og det vil blive svært at tiltrække nye tilflyttere. Vores skolebørn skal transporteres på kryds og tværs og flyttes til forskellige skoler.

Stig har valgt at dele sit læserbrev med os, derfor kan det læses i sin fulde længde her


31. december 2022 – Centralismens vaniljekranse (Karsten Sandau) Berlingske

Som en lille »huskekage« til Kasper om hvad der lige nu sker i det landdistrikt, han selv kommer fra (Lolland Kommune), sender jeg ham min opskrift på Vaniljekranse a lá Centralisme i håbet om, at der kan skabes bedre »geografisk balance,« inden det er for sent.

https://www.berlingske.dk/laesere/opgaver-til-den-nye-regering


22. december 2022 – THOMAS, HVORDAN KAN DU VÆRE TILFREDS MED NOGET, DU IKKE HAR LYST TIL? (Karsten Sandau) Folketidende

Helt rigtigt Thomas. Du (og administrationen) har fortalt, hvordan verden ser ud fra jeres regneark, men I har ikke spurgt ude i den virkelige verden, hvordan verden ser ud. Det, I har gjort, er at gøre skoleudvikling, pædagogik, trivsel, landdistriktsudvikling og selve livet til noget, der kan måles i et input/output-system via en nådesløs kompleksitets reduktion, der gør alt til økonomi. En ordentlig og reel inddragelsesproces ville have kvalificeret jeres regneark og givet processen demokratisk værdi.

https://folketidende.dk/lolland/thomas-hvordan-kan-du-vaere-tilfreds-med-noget-du-ikke-har-lyst-til


22. december 2022 – SKOLELUKNINGER: – DEBATTEN VAR DER ALDRIG (Anne-Sophie Weymelka) Folketidende

For ingen er længere i tvivl om, at beslutningen er taget. Debatten var der aldrig. Meningsudveksling og argumenter foregik ikke. Forventningen om, at Big Brother uden indblanding kunne skyde Nordvestlolland i sænk, er så godt som gået i opfyldelse. Høringssvar er en farce, en skueproces.

https://folketidende.dk/lolland/skolelukninger-debatten-var-der-aldrig


22. december 2022 – ALDRIG HAR JEG OPLEVET ET FLERTAL I BYRÅDET SOM ER SÅ LANGT FRA BORGERNE (Erhardt Tonnesen) Folketidende

Når et flertal i byrådet ønsker borgerinddragelse og høringer, så tror vi borgere, at vi har mulighed for indflydelse. Når formanden for skoleudvalget, Thomas Østergård, udtaler, at der skal meget til for at ændre deres beslutning, og borgmesteren udtaler, at et stort flertal står bag beslutningen, så har byrådet jo allerede besluttet sig. Derfor er høring en ren illusion.

https://folketidende.dk/lolland/aldrig-har-jeg-oplevet-et-flertal-i-byraadet-som-er-saa-langt-fra-borgerne