Du ved ikke rigtig, hvor du selv er Thomas, men lad mig hjælpe – du sidder lige der!

Svar til Thomas Østergaards udtalelser til Folketidende den 14. marts 2023 under overskriften: ”Skolerne kollapser, eller gør de?” 

Tak Thomas! Tak fordi du langt om længe siger det højt, som både bestyrelser og alle andre har forsøgt at komme i gennem med, nemlig at hele den demokratiske proces omkring høring mm. er ren ”skueproces” – På ordnet.dk beskrives skueproces som en ”retssag eller sagsbehandling som udadtil skal fremstå som retfærdig og uvildig, men hvor resultatet er givet på forhånd” – For den er nemlig hverken retfærdig eller uvildig – og resultatet er, jvf. dine udtalelser, så godt som givet på forhånd, du udtaler blandt andet til avisen: ”Jeg tror ikke, at en konsulentrapport kan ændre noget som helst.” Du har nemlig taget beslutningen, og det er du i din ret til, uanset rimeligheden i denne beslutning.  

Du bliver i artiklen spurgt til, hvad der er undersøgt, og til det svarer du: ”Det er sådan set ikke blevet undersøgt, da vi vurderer, at der ikke er børnetal til at starte en 0. til 6. klasse, eller en 0. til 3. klasse op, siger formanden for børne- og skoleudvalget.” 

Pludselig handler det ikke om bygninger mere, nu handler det om børnetal… Et børnetal der lider drastisk under den udmelding, du kom med til Folketidende, inden vi som bestyrelse og forældre blev orienteret, den 17. maj 2022 – under overskriften: ”Landsbyordninger truet af lukning,” hvor du i øvrigt udtaler at: ”Det er ulykkeligt, for det er to velfungerende skoler med velfungerende personale.” Men nu handler det om elevtal, et elevtal som du og dine medsammensvorne har været med til at sable i stykker med den øgede usikkerhed I har skabt. 

Det ene øjeblik er du i øst (bygninger), det næste øjeblik er du i vest (elevtal) – Du ved ikke rigtig, hvor du selv er Thomas – Men lad mig hjælpe – Du sidder lige der! Og det virker på mig som om du føler dig forsmået over, der findes borgere, der sætter spørgsmålstegn ved måden processen er kørt på. Hvordan kan ganske almindelige borgere tillade sig at sætte spørgsmålstegn til processen? Og nu virker det som om, at uanset hvad, så vil du have de skoler lukket, koste hvad det koste vil! 

Men tak for at melde så klart ud, at du går ind for DemokraTI – NI – OTTE – SYV – SEKS – FEM – FIRE – TRE – TO – EN – NUL-DEMOKRATI. 

Høringsprocessen er blot en skueproces, beslutningen har været taget bag lukkede døre, og nu leger vi, at vi lytter, men udvalgsformanden vil ikke lege med, han holder sig for ørerne.  

Jeg håber, rigtig, rigtig, rigtig mange møder op til Borgermødet ude i Ravnsborghallen den 23. marts – Både det, der er planlagt af borgerne, som en slags ”formøde” fra 17:00 – 18:30, med bred politisk deltagelse og det, der er planlagt af udvalgsformanden fra 18:30 – 20:30… 

#NOKerNOK – 

Lasse Præstegaard