Bjarne: Tidlig borgerdialog – involvering – og reelle høringer

Hvad er det Bjarne Hansen – Formand for Horslunde og omegns borgerforening – taler om, når han siger: ”På spørgsmålene om den total mangel på borgerdialog gled Thomas Ø. udenom, idet han blot oplyste, at det var almindelig praksis – også i min direktørtid. Totalt irrelevant. Det centrale er, at den politiske flertalsgruppe slet ikke lever op til deres løfter i konstitueringsaftalen om styrket og tidlig borgerdialog – involvering – og reelle høringer. Af den grund fik vi ikke et brugbart “politikersvar”!!”

Det, at Thomas nævner, at sådan gjorde man også i Bjarnes direktørtid – Det er det, man i retorikken kalder et klokkeklart ikke-svar! Derudover er det jo også irrelevant, hvilke fejl der måske har været tidligere… Vi går jo heller ikke ud og siger: ”Fordi Lolland Kommune ikke har overholdt gældende lovgivning på specialundervisningsområdet, så er det ok, man fortsætter med ikke at overholde lovgivningen.” Nej selvfølgelig ikke, man forsøger da at rette op på fejl og mangler… I Job og personprofilen til den nye skoleleder skrives blandt andet: ”Sikre, at Specialskolens tilbud lever op til Folkeskoleloven – f.eks. i forhold til timetal, fag, afgangseksamen og hjemmeundervisning.” Så nej, fordi noget tidligere har været gældende praksis, så betyder det ikke, at det er ok nu! Og slet ikke set i lyset af den konstitueringsaftale partierne har lavet.

I forhold til løfter om styrket borgerdialog – involveringer – og reelle høringer, kan vi se på den politiske aftale 2022-2025, der blev indgået mellem konstitueringspartierne: Socialdemokratiet, Venstre, Din stemme, Socialistiske Folkeparti, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Her står: ”Nye dialogformer og øget medborgerskab bliver sammen med kommunikation og formidling tværgående pejlemærker for det nye byråd. Det forventes ikke, at alle skal vide alt, men det skal være lettere at finde information og være aktiv i dialogprocesser og høringer. Inddragelse og medborgerskab er en opgave for hele byrådet. Fritids-, Kultur og Folkesundhedsudvalget får til opgave at udarbejde forslag til nye inddragelsesformer til inspiration for alle udvalgsarbejde.”

Der står i øvrigt også i den politiske aftale: ”Ro om struktur på skole og dagtilbudsområdet.”

Jeg tænker, det var denne manglende borgerinddragelse, SF opponerede mod i Folketidende den 22. december under overskriften: ”SF: ALT FOR MEGET HEMMELIGHEDSKRÆMMERI”

Læs eller genlæs også: Hulubulu Venstre hvor er I henne? Der omhandler samme tema…

Og så er der det med, at Bjarne Hansen spørger Thomas Østergaard til bygningerne, og hvilke ting der er undersøgt! På en mail til Bjarne Hansen skrev Thomas den 6. november 2022 kl. 15:51 blandt andet følgende: ”Bygningsudfordringerne på de 2 nævnte landsbyordninger har intet med debatten om fremtidens skole at gøre – det kører som en selvstændig sag i henholdsvis Økonomiudvalget og teknisk udvalg, hvor bygninger og service er administrativt og økonomisk placeret. Udfordringen er IKKE forankret i Børne- og Skoleudvalget.” Derfor undrer det naturligvis Bjarne Hansen, at Thomas på ”Borgermødet” ude i Horslunde siger at det ene og alene er ham, der har truffet beslutningen om ikke at se på de øvrige bygninger. Thomas, der i november måned ikke ville møde op til et borgermøde på invitation fra de to bestyrelser, fordi bygninger og landdistriktsudvikling ikke ligger under hans forvaltningsområde – Læs eller genlæs: ”I begyndelsen var ordet”

”Man har et standpunkt indtil man tager et nyt…” Det er Jens Otto Kraghs berømte sætning, fra et interview med Ekstrabladet den 18. marts 1967: ”Omstændighederne kan gøre det nødvendigt, relevant eller praktisk (pludselig) at skifte mening eller holdning.”

Spørgsmålet er, om det var af nødvendige, relevante eller praktiske grunde, at Thomas pludselig godt kan svare på spørgsmål omkring bygninger eller, at Thomas, ene mand, har anbefalet ikke at se på de øvrige bygninger… Det må vi lade stå hen i det uvisse…

Men uanset hvad, så håber jeg at både de der skriver deres høringssvar og vores politikere, der forhåbentligt læser dem, vælger at handle poetisk – skabende – Kunne man tænke sig en anden form for Folkeskole på Nordvestlolland? Kunne man forestille sig en anden struktur i Lolland Kommune, så der også i fremtiden kan være Landsbyskoler? Det var i hvert fald det perspektiv jeg oplevede mange havde, da vi havde første ”Høringscafé” lørdag den 25. marts.

Karsten (Privatperson)