I begyndelsen var ordet!

”I begyndelsen var ordet” siger evangelisten Johannes. Men ordet er ikke håndgribeligt, som ting er? Men ikke desto mindre er ordet kraftfuldt og virksomt, altings ophav. Gud kaldte vel alt frem ved ordet? Og med ordet gav han det liv og eksistens? Bliv lys, sagde han og der blev lys… Det var med ord, at gud skabte verden…

Ordet – eller det der siges med ordet – er med til at skabe den virkelighed vi oplever omkring os. Af den grund er det interessant at se på formand for Horslunde og Omegns Borgerforening Bjarne Hansens, opmærksomhed omkring det der stilles borgerne i udsigt og det der reelt set sker!

  • 13. oktober 2022 – Vibeke Grave siger i sin ordførertale ved 2. behandling af budget 2023-2026 13. oktober 2022(24:42): ”En ting går igen i høringssvarene og det er, at skal der ske ændringer, så må vi gerne trække plastret af hurtigst muligt, og ikke efterlade de udpegede skoler med en uvished som på sigt vil lukke skolerne. Arbejdet er i gang og vi vil gøre alt for at få en plan for fremtiden hurtigst muligt.”
  • 23. oktober 2022 – Svarer Per Kim Nielsen på et offentligt opslag omkring manglende inddragelse i processen omkring skoler og bygninger, at: ”Alle skolebestyrelser vil blive besøgt snarest. Det større arbejde i udvalget vil ligge i december. Der vil også blive holdt møder med skolelederne og bestyrelsesformændene…”

Det er opløftende, at et medlem af Børne- og skoleudvalget stiller i udsigt, at en inddragelsesproces ligger lige om hjørnet. Udfordringen er bare, når vi ser på Bjarnes og Leifs mails til udvalgene herunder, at dette ikke skete.

  • 30. oktober 2022 sender Bjarne Hansen og Leif Utermøhl, formænd for henholdsvis Horslunde og omegns Borgerforening og Fællesbestyrelsen for Horslunde Landsbyordning, en mail til Børne- og skoleudvalget med CC: borgmester Holger Schou Rasmussen og gruppeformand Tine Vinther Clausen. De skriver:
    Til
    Børne- og skoleudvalget
    Borgmester Holger Schou Rasmussen – og gruppeformand Tine Vinther Clausen
    Angående proces for principbeslutning pm ændret skolestruktur – især Horslunde landbyordning samt afledte konsekvenser.
    På byrådsmødet i september oplyste udvalgsformand Thomas Østergaard til pressen samt borgmester Holger Schou Rasmussen under mødet, at der inden endelig stillingtagen var brug for yderligere proces og afklaring bl.a. af økonomi og alternative løsninger.

    Vi har endnu ikke hørt yderligere fra kommunal side herom – og efterlyser derfor nu en aktuel status på dette arbejde – samt hvornår og hvordan det er planen at inddrage lokalområdet INDEN princip eller konkrete beslutninger.
    Samtidig foreslår vi i bestyrelserne for Horslunde og omegns borgerforening – samt forældrebestyrelsen for Horslunde Landsbyordning i fuld enighed, at kommunen i sidste halvdel af november afholder borgermøde i Horslunde for en statusgennemgang af kommunens igangværende arbejde – samt debat herom med borgerne.

    De primære emner skal være ændret skolestruktur – Horslunde Landsbyordnings fremtid – samt byrådets landdistriktspolitik( støtte og udvikling af landsbyerne), hvori de kommunale aktiviteter og servicetilbud er helt afgørende fundamenter
    Vi ser derfor frem til en åben og konstruktiv proces – så kommende politiske beslutninger sker på et grundigt og  afklaret grundlag – og efter lokal involvering.
    Ser frem til forslag til afholdelse af borgermødet.
    Venlig hilsen
    Bestyrelserne for Horslunde og Omegns Borgerforening – og Forældrebestyrelsen for Horslunde Landsbyordning
    Bjarne Hansen / Leif Utermøhl
  • 6. november svarer udvalgsformand Thomas Østergaard blandt andet: ”Bygningsudfordringerne på de 2 nævnte landsbyordninger har intet med debatten om fremtidens skole at gøre – det kører som en selvstændig sag i henholdsvis Økonomiudvalget og teknisk udvalg, hvor bygninger og service er administrativt og økonomisk placeret. Udfordringen er IKKE forankret i Børne- og Skoleudvalget.” Han skriver endvidere ”For hvad angår Børne- og skoleudvalget, så påbegynder vi processen om ”fremtidens skole” som fyrtårnsprojekt på et 12-12 seminar d. 8. og 9. december 2022. Og den debat er helt uafhængig af de bygningsudfordringer, vi har i Holeby og Horslunde.”

Udvalgsformanden gætter i sit svar på, at en høring/inddragelsesproces vil være klar i 2./3. kvartal 2023 (Hvilket holder meget godt). Han svarer også at det borgermøde de to formænd efterspørger i deres mail, ikke ligger indenfor Børne- og skoleudvalgets ansvarsområde, da det handler om landdistriktspolitik og derfor vil han lade andre udvalg om at vurdere om der bør afholdes et sådan. De to formænd efterspørger et borgermøde med indholdet: “De primære emner skal være ændret skolestruktur Horslunde Landsbyordnings fremtid – samt byrådets landdistriktspolitik (støtte og udvikling af landsbyerne), hvori de kommunale aktiviteter og servicetilbud er helt afgørende fundamenter.”
Men… Vær ikke ked af det, for to ud af tre er ikke dårligt!

  • 7. november kvitterer Bjarne og Leif for udvalgsformandens status og planlagt proces/inddragelse angående skolestrukturdelen, og at de afventer tilsvarende fra økonomiudvalget angående skolebygningerne.

  • 21. november skriver Bjarne en mail – minder om, at der nu er gået 14 dage siden sidste mail, uden svar. Bjarne tillader sig at erindre om processen.

  • 23. november skriver borgmester Holger Schou Rasmussen til Bjarne og Leif, supplerende til udvalgsformand Thomas Østergaards mail. Han skriver: ”Vi forventer, at rapporten vil kunne forelægges for økonomiudvalget i december. Parallelt med dette har børn- og skoleudvalget også i december seminar om den bredere strategi for hele skoleområdet. Parallelt med dette har børn- og skoleudvalget også i december seminar om den bredere strategi for hele skoleområdet.” og ”I forlængelse af dette vil jeg tage initiativ til, at der indbydes til orienteringsmøder omkring bygningernes tilstand, og den videre proces. Jeg tænker at dette vil være starten til den bredere inddragelsesproces I efterspørger.”

  • 19. december kan vi læse i referatet fra økonomiudvalget, at de indstiller følgende: ”at skolerne i Holeby og Horslunde nedlægges pr. 1. august 2024 med baggrund i bygningernes tilstand og de forventede fremtidige børnetal.” Jeg kan også læse, at SF ikke kunne tiltræde beslutningen.

Socialdemokratiets 2. viceborgmester (Vibeke Grave) er i gang med at lukke matriklerne allerede 13. oktober 2022, mens Thomas Østergaard og Børne- og skoleudvalget først starter drøftelsen 8. og 9. dec. 2022.

Inddragelsesprocessen, som borgmesteren taler om, er lidt som at få et gavekort til en rejse med All inclusive i julegave og efterfølgende opdage, at gavekortet skulle have været brugt inden 24. december 2022. Processen er kørt!

  • 17. december forud for mødet i Børne- og skoleudvalget og økonomiudvalget mandag den 19. december sender Bjarne Hansen en mail til begge udvalg. Han skriver bl.a.: ”Børne-og skoleudvalget samt økonomiudvalget.
    I november modtog vi i Horslunde og Omegns Borgerforening nedenstående statusmeldinger. I dagens Folketidende er der en omfattende artikel med udtalelser fra borgmesteren om sagens aktuelle status og meget nærtstående beslutninger i 2 udvalg nu på mandag. Der er ikke sammenfald i disse forløb – og især ikke mindst hørings- og beslutningsproces.
    Det fremgår nu, at møderne på mandag – for lukkede døre – bliver politiske beslutninger ” af en procesplan og indstilling til byrådet, som byrådet kan bekræfte i januar”. Det er med stor forundring blandt borgerne i lokalområdet, at beslutningsprocessen starter med behandling for lukkede døre.
    Vi finder dette ikke kun særdeles uheldig signalgivning, når centrale politikere ved kommunevalget havde fokus på større og tidligere borgerinddragelse – dialog samt reel høring, men konkret direkte i strid med gældende regler i Lov om kommunernes styrelse §10 og afledt af samme kommunens egen forretningsorden § 1. Det er alene få og meget konkrete sagstyper, som kan behandles for lukkede døre.
    Denne sag er helt indlysende ikke indeholdt i disse sagstyper. Tværtimod er det afgørende vigtigt, at borgerne/vælgerne kan følge og orientere sig i de politiske beslutninger ikke mindst i en sag som skoletilbud i Horslunde og de meget store afledte konsekvenser for lokalområdet. Vi forventer derfor, at politiske beslutninger i denne sag foregår for åbne døre – altså ny dagsorden med relevante bilag.
    Der er en enig bestyrelse i borgerforeningen, som står bag denne henvendelse.
    Med venlig hilsen
    Formand – Horslunde og Omegns Borgerforening Bjarne Hansen”
  • 21. december skrev folketidende, at borgmesteren replicerede: ”-Sagen er åben og vil kunne ses mandag morgen. Det blev den efter byrådsmødet torsdag aften. Det er blot ikke blevet rettet på vores dagsorden system. Ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen var der altså tale om en fejl, når dagsordenspunktet hen over weekenden forblev lukket. Det skulle have været åbnet efter byrådsmødet.” Vi kunne i samme Folketidende læse at kommunaldirektøren mener at Bjarne Hansen sparker en åben dør ind: ” -Processen herfra er åben, og der kommer en lovpligtig høring på fire plus to uger efter beslutningen på byrådsmødet i januar 2023, siger kommunaldirektøren.”

Det kan godt være, at politikerne har ret til at gøre, som de gør, men spørgsmålet rent demokratisk set er vel også, om det er rimeligt? Er det rimeligt, at processen er kørt, inden inddragelsesprocessen af nærområdet som en del af den samlede proces er startet? Eller er det lige så rimeligt som at give et gavekort, der er udløbet?

  • 22. december kunne vi i Folketidende under overskriften: ”SF: Alt for meget hemmelighedskræmmeri” læse: SF vil ikke være med til at lukke skoler, og de synes ikke processen er i orden. Lars Christiansen (SF) udtaler: ”Det troede han også, at de andre konstitueringspartier bag den politiske aftale for 2022-2025 ville gøre. I den står der nemlig, at der skal være “Ro om struktur på skole og dagtilbudsområdet”. – Jeg synes jo ikke, at man kan røre ved matrikler uden at røre ved skolestrukturen… Og så må vi konstatere, at arbejdet om mere åbenhed og dialog ikke er nået særligt langt i Lolland Byråd… – Jeg mener, at det helt fra start har været grebet helt forkert an. Folk i Horslunde og Holeby skulle have været inddraget længe før, siger han. Så dialogen går i gang, inden beslutningerne begynder at tage form, påpeger han.

Måske derfor bestyrelserne i både Holeby og Horslunde (Borgerforeninger & Landsbyordninger) har forsøgt at ”råbe” systemet op? Fordi fornemmelsen var, med rette jvf. SF, at der foregik noget bag lukkede døre.