Poetiske: Skabende og overskridende

Grundtvig sagde, at skolen skal være historisk-poetisk. Vi skal erkende, at vi står i en historisk situation, men derudfra skal vi være poetiske: skabende og overskridende. Som poesiens sprog er skabende og overskridende, således kan også vore tanker og handlinger være poetiske.

Modernitet er modsætning til tradition og derfor er modernitet præget af omvæltninger. Omvæltninger er en fare, men det kan også være udgangspunkt for poesi – for nyskabelse, altså hvis vi vil og tør!

Hvad gør vi når omvæltningerne rammer os?

Man lukker en folkeskole på Nordvestlolland. Som tilknyttet området har man tre handlemuligheder (Sikkert mange flere):

Man kan protestere. Det hjælper sjældent, men man føler, man har gjort, hvad man kunne. Mange af jer der sad i Ravnsborghallen i går, har været, og er stadig, med i kampen. Det er en lang smuk rejse. I gør et fantastisk stykke arbejde og jeg ved i alle er med til at gøre en forskel der rækker ud over Nordvestlolland!

Man kan også resignere. Åh – hvor er politikerne dog dumme, onde og uduelige. Hvor er det synd for os! Det er vist kun medicinalindustrien, der har gavn af den holdning – tag en lykkepille, smil, vink og kom videre!

Og så kan man handle poetisk – skabende. Kunne man tænke sig en anden form for Folkeskole på Nordvestlolland? Kunne man forestille sig en anden struktur i Lolland Kommune, så der også i fremtiden kan være Landsbyskoler?

Det ser ikke let ud og jeg kan sagtens finde nogle, der ikke har tænkt den tanke – men jeg er et levende bevis på, hvor langt et menneske der er aldeles ubegavet, kan drive det! Så jeg kan ikke forstå at det skulle være så svært!

Men der er ingen der spørger mig!

Så lad det poetisk – skabende være udgangspunktet for de høringssvar vi sender og lad os håbe vores politikere vil tage samme perspektiv!

Karsten (Privatperson)