Dagen efter byrådsmødet den 21. juni 2023 i Holeby, hvor byrådet officielt besluttede at lukke Horslunde og Holeby Landsbyordninger, var der et opslag på #NOKerNOK under overskriften ”Vægelsindet Horslundedreng.” Opslaget bar præg af en skuffelse over et, på Nordvestlolland, lokalt byrådsmedlem og en undren over, hvorfor det pågældende medlem radikalt havde ændret standpunkt i forhold til sagen omkring lukningen af folkeskolen i Horslunde.
Fra begyndelsen har han støttet op omkring, i hvert fald Horslunde Landsbyordning, og i den forbindelse udtrykt politisk holdning til en landdistriktspolitik, der gik ud på at styrke landdistrikterne frem for at dræne dem. Men disse holdninger forsvandt som dug for solen nu her, da det virkelig gjaldt, nu hvor der skulle sættes handling bag ordene.
Den 20. oktober 2022 lavede han et opslag, der startede med linjen ”Mit Lolland – her er jeg født og opvokset og jeg elsker hver en bid af det!” Han skrev følgende: ”Men for at Nakskov og Maribo skal være centerbyer, så skal der også være noget udenom. Præcis som med hullet i vaniljekransen, hvis hullet står alene, så er det bare luft. Så Lolland er også Onsevig, Kragenæs, Horslunde, Holeby, Bandholm, Dannemare og alle de andre små landsbysamfund, og så har vi vores beboede øer: Fejø, Femø og Askø. Det kan godt være, de kom sidst, men de er ikke mindst i deres betydning. Halvdelen af Lollands indbyggere bor uden for centerbyerne. Hvis de ikke boede dér, ville centerbyerne ikke være centerbyer.”
Jeg valgte at dele hans opslag, ligesom mange andre og opslaget fik 289 likes på Lovestorm, et super relevant indspark til debatten om centraliseringen i Lolland Kommune, fordi hvad sker der, hvis alt andet end centerbyerne forsvinder?
Den 17. december 2022 kom endnu et opslag, der startede med linjen ”Et sundt landsbysamfund!” Her skrev han blandt andet: ”Horslunde ligger på Nordvestlolland, og ved at lukke skolen i Horslunde, er vi godt i gang med at lukke Nordvestlolland ned, set med mine øjne. Inden for en overskuelig fremtid vil bageren og kiosken lide den skæbne og dreje nøglen, der vil ikke blive solgt huse til yngre familier, og dem som skal sælge, får det svært. Horslunde vil blive en sovende by!!” og han fortsatte med at skrive: ”Og ude i Horslunde skal vi have flere til at vælge folkeskolen, de seneste år har faktisk været positiv for skolen, men det er klart, da snakken begyndte omkring fremtiden, blev folk forsigtige og derfor ser indskrivningen til kommende år ikke prangende ud, forståeligt!!”
Ligesom rigtig mange andre valgte jeg ligeledes at dele dette opslag også… Jeg delte opslaget med teksten ”Hvor er det befriende, at ikke alle ´partisoldater´ går i takt! Hvor er det smukt, når vi ser en politiker, der har meningen, og det ikke er meningen der har ham” og så skrev jeg noget med at være tvivlende overfor -ismer, men historien bag det opslag, og hvilke konsekvenser det fik, må I vente med at læse i ”Demokratisk katastrofe – Politik, Holberg-komedie og Kejserens nye klæder.”
Hvad er det, der sker, når en politiker ændrer holdning så radikalt, som i skolesagen? Er han/hun bange for at miste sine ”gnaveben”? Er han/hun bange for at tage fejl? Er han/hun bange for at stå alene med sin holdning og stå fast? Hvorfor begynder han/hun at tvivle? Spørgsmålene er mange, og måske findes der slet ikke svar…
Folketidende brugte begrebet ”vægelsindet” som beskrivelse, og det blev genbrugt i opslaget på #NOKerNOK.
Vægelsind er manglende evne til at træffe en beslutning, hvilket ikke er en dyd ret mange steder… Men i et demokrati, ja selv i vores lokale byråd, huserer vægelsind for fuld blus, styrket af “eksperter” eller “administrationen,” der alt for ofte udtrykker det forudsigelige for at være helt sikker på ikke at komme galt af sted… Nødvendighed bliver her et gennemgående begreb i den politiske dagsorden…
Den politiker, der tvivler (måske var det dét, der skete med det lokale byrådsmedlem?) vil ofte ende med at lade den sag falde, der er genstand for tvivlen… For kun på den måde sikres forudsigelighed i en uforudsigelig, forunderlig og foranderlig verden. Politikeren gør det i et forsøg på at fremstå som et kløgtigt væsen, der har sat sig ind i tingene… Men det at fremtiden netop er uforudsigelig, forunderlig og foranderlig, og at den netop derfor ikke kan forudsiges gør, at det lykkes cirka lige så sjældent, som der er steder, hvor vægelsind er en dyd, hvorfor politikeren ofte står tilbage og ligner det modsatte… Jeg tænker i hvert fald, det sidste fremstod klart og tydeligt, i forhold til den, for Nordvestlolland, lokale politiker.
Jeg skal ikke forsvare ham, han ville gerne have borgernes hjælp til at gøre opmærksom på sig selv og sine holdninger, løfte ham op, så at sige… Nu tænker jeg, han må regne med, at folk står klar til at pille ham ned igen. Det er lidt som at synge med på Nik & Jay sangen ”Kommer igen” : ”Dem du møder på vej op, møder du på vej ned.”
Jeg forsøger bare at forstå, hvad der skete…
Må fremtiden være os alle nådig!
Pax et bonum
Jens Hage, Vægelsind, 1988