Igennem den seneste tid har borgerne i Lolland Kommune kunne opleve en ”dem og os” kultur i den politiske debat. Det kommer til udtryk som skriverier i den lokale avis, på Facebook og andre steder, hvor borgerne kan komme til orde. Som regel er det borgere, der ikke føler sig hørt eller borgere, som oplever en mangel på reel inddragelse. Der har været episoder med både færgefarten til Lolland Kommunes små øer, vindmøller, hotelbyggeri, specialskolen og den mulige lukning af Landsbyordningerne i Horslunde og Holeby.
Borgere føler sig ikke lyttet til, høringsperioder er rene skueprocesser, høringsmaterialet er udarbejdet på et ensidigt grundlag. Borgerne føler, politikerne træffer beslutninger hen over hovedet på dem, og når sager lander på det politiske bord, så lyttes der kun til administrationens forklaringer. Borgere oplever, at administrationen filtrerer den information, der når frem til de politiske udvalg, og på den måde fortolker administrationen, hvordan virkeligheden i Lolland Kommune ser ud, også fra borgernes synspunkt. Man kan fristes til at sige, at der er en oplevelse af, at dem der bestemmer mest (kommunalbestyrelsen), er de eneste personer, hvis valgmuligheder er bestemt på forhånd? Det politiske niveau bliver præsenteret for valgmulighed A, B og C – Hvor både A og C er de mest ekstreme, hvilket så må gøre B til den moderate og ”logiske” løsning. Men det er en fejlslutning, en fejlslutning der først og fremmest har rod i, at man reducerer valget til et valg mellem gensidigt udelukkende alternativer… og ved I hvad? Virkeligheden præsenterer os aldrig for noget så nydeligt som præmisser for logiske slutninger, det er en kompleksitetsreduktion, der gør det muligt.
Politikerne føler, at borgerne går efter manden og ikke bolden. Vores borgmester kalder borgere for ”Sølvpapirshatte” og udtaler, at den demokratiske debat er udfordret. En udvalgsformand kalder borgere, der bruger Facebook til den politiske debat for ”Facebook-tosser” og beklager, at den lokale avis, Folketidende, puster til ilden. Den selvsamme avis han ikke har læst i flere måneder, tilføjer han.
Der er en ”dem og os” kløft, der kun ser ud til at blive større og større og sluge alle, der forsøger at krydse den. Derfor vil jeg gerne undersøge, hvad måden, vi kommunikerer på, gør ved denne kløft… Bygger vi bro, der kan krydses i begge retninger, uden at falde i, eller skubber vores kommunikation os fra hinanden og river broen ned? Jeg vil gøre det ved at se på udvalgsformand, Thomas Østergaards, tale ved byrådsmødet den 30. marts 2023 i Holeby.
Du kan se ”udgangsbønnen” her – Du kan læse transskriptionen her og Jeg har ligeledes tidligere skrevet om Tillid og dialog.
Jeg vil bruge ”udgangsbønnen,” fordi udvalgsformand, Thomas Østergaard, til slut i ”bønnen” siger: ”Jeg har derfor et oprigtigt håb om, at nu må uenighederne ophøre og samarbejdet øges.”
Denne sætning indikerer, at udvalgsformanden har et oprigtigt håb om at bygge en bro, gøre kløften mindre og etablere et reelt samarbejde. Men hvad indikerer udvalgsformandens tale samlet set? Opbygger han den troværdighed, der skal til for at opnå det følgeskab blandt forældrene i Specialskolen, der kan give den nødvendige ro? Taler han for et øget samarbejde? Eller er der noget helt tredje eller fjerde på spil?
Jeg vil undersøge talen ved at bruge Ethos begrebet, og jeg vil gøre det, fordi Aristoteles sagde, at: ”overbevisningen skabes gennem talerens karakter (ethos), når talen holdes på en sådan måde, at den gør talerens person troværdig” og en moralsk personlighed er lige ved at rumme den stærkeste overbevisende faktor iflg. Aristoteles. Derfor er det interessant at se på udvalgsformand, Thomas Østergaards, tale, og om den styrker hans Ethos. Den gruppe, han appellerer til i talen, er blandt andre de kritiske forældrene til børn i Specialskolen. Det er derfor dem, der skal tildele ham Ethos, hvilket betyder, at selvom det er Thomas Østergaards troværdighed, det handler om, så er han afhængig af, at de vil give ham den, og for at de vil det, har udvalgsformanden brug for, at de oplever, at han ved noget om det, han taler om, at han fremstår sympatisk, og han viser velvilje overfor dem. Derfor opdeler vi Ethos i tre Ethos-dyder: phronesis, arete og eunoia. Phronesis handler om at vide noget om det emne, du taler om. Arete handler om, hvor sympatisk publikum opfatter dig: har du en god karakter, fremstår du som en, der gør, som du siger. Eunoia handler om, om publikum opfatter, at du vil dem godt. For at Specialskolens forældre skal tillægge udvalgsformand, Thomas Østergaard, Ethos, og derved se ham som troværdig, skal han via sin tale, tale ind i alle tre ethos-dyder. Når Ethos er interessant her, er det fordi udvalgsformanden, som øverste ansvarlig for det politiske udvalg Specialskolen ligger i, har brug for at fremstå troværdig for, at han kan samle interessenterne, opnå følgeskab og derved skabe den ro, han med udtalelsen: ”Personalet fortjener ro til det arbejde, de er i gang med, noget som de ikke har haft i to år.” selv mener, der er brug for, og som personalet fortjener.
Efterfølgende vil jeg undersøge talen ved hjælp af begreberne interaktiv og refleksiv positionering. Den interaktive positionering handler om, at den ene part positionerer den anden, ved det han/hun siger, hvor den refleksive positionering handler om, at personen positionerer sig selv ved en udtalelse. Begreberne er anvendelige i denne situation, da de kan være med til at beskrive, hvordan selver lokaliseres i samtalen på en måde, der kan observeres og beskrives. Eller som Davies og Harré skriver det: ”man lever sit liv med udgangspunkt i sit konstant producerede selv, hvem der end er ansvarlig for dets produktion.” De forskellige positioner, der interaktivt og refleksivt bringes i spil af udvalgsformanden, bevidst som ubevidst, er med til at forme og skabe konteksten for udvikling af sociale relationer mellem mennesker, altså for at skabe en relation mellem dem, der skal samarbejde. De kan åbne, eller de kan lukke. De kan skabe plads til gensidig udvikling eller til fastholdelse i rigide mønstre, interaktioner eller episoder, der finder sted mellem os mennesker. Derfor er det interessant at se på, hvilke positioner der bringes i spil.
Til slut vil jeg komme med en opsamling på, hvad de to små undersøgelser af talen har fundet frem til. Disse fund vil jeg perspektivere over i en anbefaling til udvalgsformand, Thomas Østergaard, i forhold til, hvis han helt ærligt og uden at bære nag ønsker et øget samarbejde med forældregruppen. En anbefaling, jeg håber, kan danne inspiration til fremtidige taler ved byrådsmøderne.
Ethos (Troværdighed)
Den første dyd (phronesis) handler om, at udvalgsformanden skal tale på en måde, der indikerer, han ved, hvad han taler om. Når udvalgsformand Thomas Østergaard siger: ” jeg vil sige, det gik som forventet, og som jeg flere gange har annonceret her i byrådet, det er at vi har arbejdet med den sag her siden, at øhh den kom frem.” Udvalgsformanden har til byrådet flere gange gjort opmærksom på, at udvalget arbejder på de udfordringer, der er blevet belyst, ligesom redegørelsen om Specialskolen fra 25. maj 2022 viser den fremadrettede proces. Udvalgsformanden taler på en måde, der indikerer, han ved, hvad han taler om. Lidt senere i talen udtaler han, i forhold til Folketidende den 29. marts 2023: ”Øhhhm jeg var en lille smule overrasket, da jeg så slog den op og så at vi har et regnskab vi skal behandle i dag på næsten 3 milliarder eller godt og vel endda.” Intet sted i Folketidende den pågældende dag, hvor udvalgsformanden følte sig presset til at læse avisen, stod der noget om et budget på 3 milliarder. Måske en formuleringsfejl fra udvalgsformanden, men det kan vi ikke vide med sikkerhed, hvilket indikerer at udvalgsformanden ikke helt har styr på det alligevel.
Den næste dyd er (arete) og handler om, hvor sympatisk udvalgsformanden fremstår i sin tale. Det er Specialskolens forældre, udvalgsformanden skal have med over på ”samarbejdsvognen,” derfor er det dem, der skal opfatte ham som sympatisk: at de har nogle fælles værdier, og at udvalgsformanden gør, som han siger. Udvalgsformanden nævner børn/elever 2 gange i sin tale, han nævner personalet/medarbejderne 10 gange. Eleverne på specialskolen er forældrenes børn, de forældre som udvalgsformanden appellerer til i sin tale. Det, at udvalgsformanden taler mere om personalet, end om eleverne, kan indikere en værdikløft mellem forældregruppen og udvalgsformanden, hvilket ikke gavner udvalgsformandens opbygning af ethos. Udvalgsformanden starter med at sige: ”øhh jamen jeg vil egentlig ikke sige så meget.” Udvalgsformanden siger, han ikke vil sige ret meget, og så gør han det alligevel ved at komme med næsten 800 ord.
Den sidste af de tre ethos-dyder er (eunoia) og handler om, at udvalgsformanden skal kommunikere på en måde, hvor han udviser velvilje overfor forældrene. Udvalgsformanden siger: ”Jeg bliver også nødt til lige i den forbindelse at sige, at Facebook-tosserne har i den sag her også fået frit lejlighed til…” Det indikerer ikke, at han vil folk, der bruger Facebook noget godt, når han omtaler dem som tosser. I forhold til artiklen i Folketidende den 29. marts, hvor næstformanden (forælder) for skolebestyrelsen udtaler, at hun ikke har tillid til sektoren eller det politiske udvalg, kommer udvalgsformanden med en general kommentar, hvor han blandt andet siger: ”Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, øhmmm så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.” Jeg tænker, der sidder en næstformand for Specialskolens bestyrelse og tænker: ”jeg tror ikke, udvalgsformanden vil mig noget godt, han vil faktisk allerhelst have, jeg meldte mig ud af bestyrelsen.”
Positionering
Jeg vil starte med at se på den del, hvor udvalgsformanden bruger ordlyden ”Facebook-tosser” om de personer, der bruger sociale medier til den politiske debat: ”Jeg bliver også nødt til lige i den forbindelse at sige, at Facebook-tosserne har i den sag her også fået frit lejlighed til og øhh skrive om ditten og datten. Øhhhm det gælder sgu både Facebook-tosser som ikke er medlem af nogle partier, men så sandelig også nogle som er medlem af partier.” Det, at udvalgsformanden udtaler, som han gør i ovenstående sekvens, indikerer, at han interaktivt positionerer Facebook-brugere, der har kommenteret på sagen, som nogle tosser (mennesker som ikke er ved deres fornufts fulde brug, eller som er svagt begavet.) Hvilket i samme åndedrag indikerer, at han refleksivt positionerer sig selv som værende mere fornuftig og ansvarlig end de andre, det gælder både medlemmer af politiske partier (måske kollegaer i byrådet?) og de, der ikke er medlemmer af politiske partier.
En anden sekvens vi kan se på, er der, hvor udvalgsformanden siger: ”Og husk, at fejl sker for den som arbejder og husk også samtidig i den forbindelse, at fejl bliver vi også klogere på, hvis vi tør evaluere på egne præstationer. Det har vi faktisk i udvalget stor tillid til, at I både kan og vil!” Denne udtalelse indikerer, at udvalgsformanden refleksivt positionerer sig som en person, der er i stand til at evaluere på sin egen præstation. Interaktivt positionerer han personalet på Specialskolen, som nogle der, lige som ham selv, både kan og vil arbejde på at blive klogere, og han gør det på vegne af hele udvalget.
Udvalgsformanden positionerer Folketidende, når han udtaler: ”Jeg vil også gerne sige til Folketidende: der er også blevet pustet til ilden!” Hvilket indikerer, han interaktivt positionerer Folketidende på linje med Facebook-tosserne, da de ”har pustet til ilden.” Senere siger han: ”ikke mindst fordi jeg i går lod mig presse til at læse Folketidende, hvad jeg faktisk ikke har gjort i et par måneder.” Denne udtalelse indikerer, at udvalgsformanden ikke bruger tid på at læse de lokale medier, han skal faktisk presses til at læse avisen. Hvilket, sammenholdt med ovenstående, indikerer, at han interaktivt positionerer Folketidende som et useriøst medie.
”Jeg læste artiklerne, og jeg må noget undrende og måske også ærgerlig konstatere, at der øhh er dele af skolebestyrelsen for Specialskolen som udtaler at vedkommende ikke har tillid til sektoren, ej heller til det politiske udvalg. Det er selvom ankestyrelsen er helt klar i spyttet.” Denne udtalelse indikerer, at udvalgsformanden interaktivt forsøger at positionere næstformanden for Specialskolens bestyrelse som en, der ikke har forstået, hvad det handler om. Ankestyrelsen har talt og har været helt klar i spyttet, det burde give tillid jvf. udvalgsformanden. Senere udtaler han: ”Hvis man i den forbindelse ikke har tillid til eksterne og interne samarbejdspartnere, øhmmm så syntes jeg oprindeligt man skal overveje sit kandidatur.” Denne udtalelse indikerer, at udvalgsformanden interaktivt positionerer næstformanden for Specialskolens bestyrelse som en, der burde trække sig fra bestyrelsen, når nu hun ikke har tillid til udvalget eller sektoren.
Til slut udtaler udvalgsformand, Thomas Østergaard: ”Jeg bærer, det ved jeg udvalget bærer, modsat andre ikke nag til nogen. Jeg har derfor et oprigtigt håb om, at nu må uenighederne ophøre og samarbejdet øges.” Udtalelsen ”modsat andre” indikerer, at udvalgsformanden positionerer de andre interaktivt, som nogle der bærer nag. ”… nu må uenighederne ophøre og samarbejdet øges” her positionerer udvalgsformanden sig refleksivt som en, der gerne vil samarbejdet og har det syn, at for at dette samarbejde kan startes, så skal der være enighed, og da udvalgsformanden tidligere refleksivt har positioneret sig selv som den, der ved bedst, modsat både tosser og Folketidende, så må enighed opstå ved, at alle andre tilslutter sig udvalgsformandens synspunkt.
Opsamling
Ethos analysen peger på, at udvalgsformanden ikke lykkes med at styrke sin Ethos og derved opnå troværdighed fra den forældregruppe, der har ydet den største modstand eller fra Specialskolens bestyrelse. Han taler slet ikke ind i, at Specialskolen er til for elevernes skyld, hvilket indikerer en værdikløft mellem udvalgsformandens værdier og forældrenes værdier. Der er ingen tvivl om, at udvalgsformanden påtager sig en rolle som personalets beskytter, og han vil gerne agere skjold mod de angreb, han siger, der har været mod personalet, men talen havde jvf. slutbemærkningen til formål at øge samarbejdet: ”Jeg har derfor et oprigtigt håb om, at nu må uenighederne ophøre og samarbejdet øges.” Ethos analysen peger ikke på, det bliver nemmere i fremtiden.
Udvalgsformanden positionerer sig refleksivt som personalets beskytter, ham der ved bedst, en der kan evaluere på egne fejl og derved lære af dem, ham der vil samarbejdet, den seriøse og en, der taler på udvalgets vegne. Interaktivt positionerer han Folketidende som useriøs og som værende medvirkende faktor til konflikten. Facebookbrugere bliver positioneret som tosser. Modstandere positioneres som nogle, der bærer nag og har uklare bevæggrunde for deres klager. Næstformanden for Specialskolens bestyrelse positioneres som en, der ikke forstår, hvad det handler om og som en, der burde trække sig fra bestyrelsesarbejdet.
På intet tidspunkt i talen tilbyder udvalgsformanden interaktivt andre positioner til ”de andre.” Han peger på rigide handlemønstre og forskellige episoder, han undrer sig over, hvilket ville være en kærkommen mulighed for interaktivt at tilbyde alternative positioner, der kunne gavne samarbejdet og derved skabe en bedre skole for eleverne. Udvalgsformanden kunne f.eks. interaktivt have positioneret næstformanden for Specialskolens bestyrelse i samme kategori som personalet, i forhold til at evaluere på fejl og blive klogere, men det undlader han. Vi positionerer os nemlig ikke alene, ej heller udvalgsformanden, fordi vi indgår alle i sociale/diskursive fællesskaber. Når udvalgsformanden vælger, bevidst eller ubevidst, at positionere sig selv på en bestemt måde, så åbner eller lukker der sig muligheder for andre. Magt indgår i denne positionerings ”dans,” da den ene part har større kraft til at styre og ”designe” positioneringen end den anden part. Her har udvalgsformanden som udgangspunkt den største magt og derfor også det største ansvar til at få skabt nogle interaktive positioner, der kan gavne det fremtidige samarbejde. Jeg oplever ikke, at udvalgsformanden gør brug af denne mulighed i sin tale.
Udvalgsformand, Thomas Østergaard, skaber, som jeg ser det, større afstand til de forældre, der er så vigtige for, at der kan skabes den ro, der er brug for. Han tilbyder ingen alternative positioneringsmuligheder, tvært imod låser han folk fast i de mønstre, han selv taler imod. Han river den bro ned, der skulle kunne krydses i begge retninger, og nu bliver det jvf. ovenstående endnu mere problematisk at få et godt og konstruktivt samarbejde op at stå. Han havde muligheden for at invitere til et møde på midten af broen, men valgte ikke at gøre brug af denne. Eneste mulighed for et fremtidigt konstruktivt samarbejde er, at de, der er uenige med udvalgsformanden og sektoren, stopper med at være uenige.
Perspektivering
Jeg vil i min perspektivering komme med en anbefaling til udvalgsformand, Thomas Østergaard, i forhold til hvordan man, set fra et teoretisk kommunikativt perspektiv, bevidst kan tale ind i et øget samarbejde. Jeg vil gøre det ved at skrive et læserbrev til Folketidende.
Karsten (Privatperson)
