Vi mennesker er pr. automatik tilbøjelige til at inddele andre i ”os og dem” kategorier…
Muzafer Sherif, der var socialpsykolog, lavede tilbage i 1954 sit berømte Robbers Cave eksperiment…
Ja – ja – ja Karsten, og hvad har det med os at gøre?
Det skal jeg sige jer… Situationen ude i Horslunde og måden, folk reagerer på, er noget af det, Sherif ville undersøge… Han havde nemlig tilbage i 1954 sat sig for at undersøge, hvordan konflikter mellem sociale grupperinger opstår, og hvordan konflikter kunne eskalere til dimensioner af folkedrab… og måske det vigtigste, hvordan man kunne konfliktløse i sådanne situationer.
Nu tænker jeg ikke, vi er på kanten til et folkedrab, selvom jeg godt ved, følelsen (i overført betydning) sandsynligvis er til stede… Men jeg tænker alligevel, perspektivet kan give et blik på, hvordan vi ved fælles hjælp kommer videre her fra…
Til undersøgelsen rekrutterede Sherif 22 veltilpassede 11-årige skoledrenge til en tre ugers sommerlejr i Robbers Cave Nationalpark (Vi ”nøjes” med indbyggerne på Nordvestlolland hvor veltilpassede man er på Nordvestlolland). Drengene havde intet forudgående kendskab til hinanden. Drengene blev på forhånd opdelt i to grupper á 11, og hver gruppe blev separat opsamlet med bus og kørt til to hytter. Sherif og hans kolleger deltog selv i projektet som observatører og havde forskellige roller. Sherif var der som pedel.
Her en kort gennemgang af eksperimentets tre faser:
Fase 1: Etablering af indgruppementalitet
I løbet af den første uge gennemgik de to grupper, fortsat adskilt og uden kendskab til den anden gruppe, forskellige aktiviteter udformet på en måde, så de skabte særegne normer og sociale hierarkier inden for de respektive grupper. En indgruppe er karakteriseret ved at bestå af en række individer, der indbyrdes sympatiserer med hinanden og som tilsammen skaber en fælles oplevelse af at være ”os” blandt medlemmerne. Medlemmer i den ene gruppe, ”The Rattlers,” identificerede sig med en norm om at være sej og hård, de bandede meget, og hudafskrabninger og øvrige skader blev taget med stoisk ro… Medlemmerne i den anden gruppe, ”The Eagles,” identificerede sig med en norm, hvor de eks. nøgenbadede sammen i den nærliggende sø. Begge grupper havde i løbet af den første uge udviklet sociale hierarkier med en klar leder i gruppen.
Fase 2: Etablering af konflikt
Nu begyndte grupperne gradvist at blive gjort bekendt med, at der var en anden gruppe, og turledelsen annoncerede en stor turnering mellem de to grupper i løbet af de kommende dage. 10 discipliner med attraktive præmier og et spektakulært trofæ til vindergruppen! På den måde var der skabt grobund for en reel interessekonflikt, og allerede i de indledende konkurrencer manifesterede begge grupper fjendtlighed – både i ord og handling. Fjendtligheden voksede eksponentielt over de følgende dage. Fra begge grupper blev der observeret en devaluerende stereotyp opfattelse af medlemmerne af den anden gruppe. Efter at have tabt den første konkurrence bemægtigede Eagle-gruppen sig Rattler-gruppens flag i frustration og afbrændte det rituelt. Flagafbrændingen hævnede Rattler-gruppen ved at rasere Eagle-gruppens hytte. Dette angreb blev hævnet ved, at Eagle-gruppen bevæbnet med køller gennemførte en tilsvarende rasering af Rattler-gruppens hytte. De ophidsede Eagle-medlemmer returnerede til egen hytte, bevæbnede sig med sokker indeholdende sten og afventede et gengældelsesangreb. Her valgte Sherif og hans kollegaer at gribe ind. Begge grupper viste tydelige tegn på etnocentrisme inden for gruppen, hvilket betyder, at de favoriserede deres egen gruppe på et følelsesmæssigt, holdningsmæssigt og adfærdsmæssigt plan.
Fase 3: Etablering af konfliktløsning
Efter afslutningen af turneringen var der ophobet massive spændinger grupperne imellem, og det gav anledning til at iværksætte en række initiativer med det formål for øje at formilde de fjendtlige positioner grupperne imellem. Det mest effektive indgreb viste sig at være, hvis drengene blev introduceret for opgaver, de kun kunne løse ved at samarbejde på tværs af grupperne. Et eksempel på en sådan opgave var et fingeret scenarie, hvor lastbilen, der hentede forsyninger til lejren, ikke kunne starte. Her lykkedes det drengene ved fælles hjælp at trække lastbilen med så stor kraft, at motoren kunne løbes i gang… Som dagene gik ophørte fjendtlighederne mellem grupperne, og så viste observationer, at holdningerne til ud-gruppe medlemmerne blev mere og mere positive, efterhånden som dagene gik, og langsomt begyndte der er opstå venskaber på tværs af grupperne…
Da de tre uger var gået, ønskede drengene at køre hjem i samme bus.
Jeg ved ikke med jer, men lige nu ser det ud som om, at vi er blevet stillet en opgave, der udelukkende kan løses, hvis vi samarbejder på tværs af grupperne… udfordringen er, hvis ”gruppelederne”, i det her tilfælde vores Børne- og skoleudvalgsformand (på vegne af Børne- og skoleudvalget), fortsætter med at spille grupperne ud mod hinanden, så ender vi med at brænde det hele ned til grunden…
Pax et bonum
