Den 5. januar 1995 marcherer McArthur Wheeler ind i en bank i Swissvale, lidt uden for Pittsburgh, og røver den… Han har ingen maske, kasket eller nylonstrømpe på. Da han bliver anholdt, mumler han vantro: ”Jamen, jeg brugte jo saften.” Han troede nemlig fuldt og fast på, at han kunne gøre sit ansigt usynligt for overvågningskameraerne ved at gnide citronsaft i ansigtet.
Det så udefra ud som om, Wheeler var et innovativt menneske, der tog sin profession som bankrøver alvorligt og i den grad tænkte ud af boksen. Afhøringen af Wheeler afslørede, at han faktisk havde afprøvet, om det med citronsaften virkede i praksis, da han var en smule skeptisk. Derfor gned han et par dage tidligere citronsaft i ansigtet. Det sved lidt i huden og lidt mere i øjnene. Han tog et billede med et polaroidkamera, og billedet var helt blankt, han var usynlig! Præmissen frembragt ved Wheelers hjemmetest sammenholdt med præmissen om, at citronsaft er almindeligt kendt som ”usynligt blæk” (du kan skrive med det på papir og skriften bliver først synlig ved opvarmning), førte til hans konklusion: Tricket med citronsaft virker, ansigtet bliver usynligt, så længe man holder sig fra varme kilder!
Psykologerne David Dunning og Justin Kruger fortæller historien om bankrøveren fire år senere i en banebrydende artikel, der lægger navn til: Dunning-Krugereffekten… De skriver i artiklen: ”incompetent people do not recognize—scratch that, cannot recognize—just how incompetent they are… What’s curious is that, in many cases, incompetence does not leave people disoriented, perplexed, or cautious. Instead, the incompetent are often blessed with an inappropriate confidence, buoyed by something that feels to them like knowledge.”
Med andre ord: inkompetente mennesker ved ikke, de er inkompetente! Det mærkelige er nemlig, at vi mennesker ikke bliver usikre, forvirrede eller forsigtige inden for det område, vi ikke ved noget om. Vi fremtoner i stedet med stor selvtillid, opbygget af en tro på egne evner inden for dette område. Den effekt giver os desværre et dobbelt handicap: dels er vi tilbøjelige til at nå frem til forkerte konklusioner og kaste os ud i uheldige handlinger, og dels forhindrer inkompetencen os i at opdage, hvor galt det står til! Jo mindre vi ved om et bestemt område, jo sværere er det for os at opdage, at vi ikke ved noget! Og hvis vi slet ikke ved noget, ja så er det umuligt!
Men bare rolig, vi er heldige! Vores uvidenhed er ujævnt fordelt. Nogle af os er gode til noget og dårlige til andet… Advarslen fra Dunning & Kruger er, at lige præcis det område hvor vi er allerdårligst kørende, er vi selv de sidste til at opdage det!
Var bankrøveren så innovativ, eller var han bare inkompetent? Noget tyder på, han ikke var den skarpeste kniv i skuffen eller den hurtigste knallert på havnen, om du vil. Uanset om man havde kunne se hans ansigt eller ej på overvågningen, ville han være forholdsvis let at genkende. Den citronduftende bankrøver var nemlig 168 cm høj og vejede 122 kilo. Efterforskerne gættede da også på, at filmen i kameraet måske havde været for gammel, at kameraet var forkert indstillet eller som en tredje mulighed, at kameraet vendte den forkerte vej! Måske han skulle have været i dialog med andre, inden han besluttede sig for at prøve det ude i virkeligheden? Denne manglende dialog kostede ham dyrt, han blev idømt en lang fængselsstraf.
Dunning-Krugereffekten viser os, at de mest kompetente mennesker indenfor et bestemt område har en tendens til at undervurdere egne evner, begynde at tvivle og derfor hele tiden er mere undersøgende og spørgende. Hvad, der måske er endnu vigtigere at have fokus på, er, at den ligeledes viser, at mennesker uden nogen viden indenfor et bestemt område (ikke nødvendigvis inkompetente mennesker – men lægfolk) har en tendens til at overvurdere egne evner. Undersøgelser viser, at folk uden viden indenfor et bestemt område tænker på sig selv som værende over gennemsnittet hvad viden angår… Skræmmende!
Jo mere kompetent du er indenfor et bestemt område, jo mere tvivler du på egne evner. Det gælder både bilkørsel, børneopdragelse, handel med aktier, ledelse, kommunikation og politik osv. osv.
Indenfor ledelse er der en tendens til, at det nærmest er et adelsmærke, at nogen kan være ”født leder!” Prøv at forestille dig, hvis du troede, du var ”født læge” og derfor ikke behøvede at tage en uddannelse for at operere! Eller du kunne være ”født pilot” og derfor bare kunne prøve dig frem ved at trykke på alle knapper i cockpittet og så lette med 300 passagerer? Ville det gå godt?
Prøv så at forestille dig en verden, hvor politikerne træffer beslutninger om et bestemt fagområde uden på nogen måde at være i dialog med de mennesker, der er uddannet indenfor, eller besidder en særlig viden indenfor dette område, og udelukkende ”prøver sig frem”… Ja, jeg ved godt, det er helt utænkeligt, at noget sådan findes i den virkelige verden, men prøv alligevel at forestille dig det. Sådan, ja! Det ville nemlig være som at lægge sig under kniven ved en kirurg, der ikke er uddannet, men ”født” til det… Av for Sørensen da, vi fik fjernet blindtarmen i stedet for at lave den nødvendige bypassoperation… Nå pyt… Vi prøver igen.
Jo mere vi ved om et område, jo mere ved vi også, vi ikke ved og søger derfor hjælp hos andre mennesker, der ved noget mere eller noget andet. Så vi kan vel sige, at kompetente mennesker hele tiden er i dialog med andre kompetente mennesker, mens inkompetente mennesker tror på, de kan selv og er klar til at træffe ”nødvendige” beslutninger uden dialog og inddragelse.
Aristoteles sagde: Tvivlen er visdommens begyndelse!
Sokrates sagde: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved!
Dunning & Kruger: Det eneste, jeg ikke ved, er, at jeg intet ved!
Vi siger: Citronsaften er ikke magisk!
Pax et bonum
