#NOKerNOK på Facebook!

Den 27. januar købte vi domænet nokernok.info og gik i luften med #NOKerNOK siden. Vi gjorde det på opfordring fra folk, der havde deltaget ved byrådsmødet den 24. januar ude i Ravnsborghallen.

Pr. dags dato har siden haft over 113.000 besøgende, hvilket overstiger selv de mest optimistiske af vores forhåbninger!

#NOKerNOK sidens primære funktion har været at dokumentere det politiske forløb omkring skolesagen i Lolland Kommune, der, som de fleste ved, førte til, at skolerne i Horslunde og Holeby Landsbyordninger lukker med udgangen af skoleåret 23/24. En anden funktion har været at gestikulere og få borgerne i Lolland Kommune op af stolene og gøre det samme. Det er lykkedes!

Men #NOKerNOK er meget mere end utilfredshed med den politiske proces omkring skolelukningerne. #NOKerNOK handler om, at vi alle sammen med jævne mellemrum kan stå i en situation, hvor vi ønsker at sætte foden ned og sige: ”NOKerNOK”, men ikke lige ved, hvordan vi skal gøre det – Vi har gjort det i sagen om skolerne, vores øer har gjort det i sagen om færgerne, det blev gjort i forbindelse med bibliotekerne i Rødby og Maribo, andre har gjort det i forhold til vindmøller, sommerhuse, hotelbyggeri osv. Hvad nu hvis vi gjorde det sammen? Hvor langt kunne vi så nå? Hvad nu hvis vi slog et telt op, hvor vi alle sammen kunne være? Ville vi så blive hørt?

#NOKerNOK handler også om, på tværs af politiske partier, at holde vores folkevalgte op på at gøre det, de siger og sige det, de gør – Vi vil ikke have, de stikker blår i øjnene på os vælgere, giver en sludder for en sladder og taler til os, som om vi ikke forstår, hvad det handler om. Ja, vi ved ikke alt, og ja, vi kan kun vide det, I fortæller os om jeres politiske arbejde, men så kom ud af boblen! Ingen af os kan det hele, men sammen kan vi komme rigtig langt!

#NOKerNOK handler ligeledes om, at alle os, der bor her i Lolland Kommune, uanset hvem vi er, hvilken civilstatus vi har, om vi er pensionister, om vi er i job, går i skole, om vi er håndværkere eller akademikere, om vi har brug for offentlig hjælp eller ej, etc. – Vi er alle borgere i kommunen, og vi har alle valgt at leve vores liv her – Det betyder også, at vi er jeres, politikernes, demokratiske fundament, ikke forstået på den måde, at vi skal bestemme, det er I valgt til, men f.eks. i skolesagen har inddragelsesprocessen af os borgere haft karakter af en skueproces, og det er ikke ok!

Vi ønsker med #NOKerNOK at gøre op med den politiske ”elite,” der påstår at ligge inde med en særlig viden om, hvad der er politisk muligt, og hvad der ikke er politisk muligt. En lille OBS her er, at den politiske elite ikke nødvendigvis ”kun” består af folkevalgte politikere!

Hvornår siger vores samlede byråd #NOKerNOK? Det handler ikke om, at vi ikke kan spare 180 millioner, så vi nøjes med at spare 100 millioner…. Vi kan ikke spare mere, det er uværdigt og uordentligt. Det handler ikke om ansvarlighed overfor kommunens økonomi, det handler om ansvarlighed overfor kommunens borgere, og vi kan ikke mere! #NOKerNOK…

Emil Kock blæste til kamp i 1931 – der blev ikke lyttet! Martin Luther King sagde i en tale i 1968: ”optøjer er de uhørtes sprog.” Vi siger: ”#NOKerNOK er de uhørtes sprog.” Vi skal ikke slås og lave hærværk, men vi vil høres! Vi bruger argumenter, tro, mod og kærlighed til at samle os alle… Vi argumenterer for og lytter til dem, der siger noget andet. Vi tror på, det gode findes i alle mennesker. Vi har mod til at stå fast på vores holdninger og kærlighed til menneskeligheden! Vi er her for at samle os alle og kræve vores ret – Vores ret til at blive hørt! #NOKerNOK handler ikke om splittelse, men om at organisere os, samle os, så vi i fællesskab kan arbejde for et bedre Lolland!

Tiden er inde til, at #NOKerNOK kommer på Facebook og siden skal ses som et supplement til www.nokernok.info, der fortsat vil være basen.

Vores Facebook findes her: https://www.facebook.com/nokernok.info

Du er velkommen til at følge #NOKerNOK på Facebook og på den måde støtte op om – Dit Lolland – Mit Lolland – Vores Lolland – Hele Lolland.

Så like og inviter folk ind i #NOKerNOK fællesskabet, så budskabet kan komme rundt til alle, der har brug for at vide, vi er lige her.

De bedste #NOKerNOK hilsner

Fra alle os – til os alle sammen!