Hvem tør springe boblen?

Ved byrådsmødet den 2. maj 2023 kom vores borgmester med en lille kæk bemærkning, til Tine Vinter Clausens indlæg i forhold til punkt 9. Debat om plan- og udviklingsstrategi 2023-2033. Borgmesteren sagde: ”Jeg troede, du sad inde i en boble Tine… Som politiker.”

Jeg oplevede det som en slet skjult reference til Kirsten Sydendals kronik, der blev bragt i Folketidende den 28. februar under overskriften ”Hvem skal sikre stærke lokalsamfund og et værdigt hverdagsliv i Lolland Kommune?” Kirsten skriver blandt andet: ”Det er, som om boblen omkring politikerne ikke kun er lavet af vand og sæbe. Den bliver tykkere og tykkere. Den er snart af glas, måske tonet glas, hvor politikerne måske godt kan se ud, men hvor vi, der er udenfor, ikke kan se ind.”

Jeg er enig med Kirsten, vi kan ikke se ind i maskinrummet og få indblik i, hvilke vilkår byrødderne træffer deres beslutninger under, men på det sidste er jeg også blevet i tvivl om, hvor meget vores politikere kan se ud af boblen?

Min tvivl blev ikke mindre i forhold til forløbet om de kommende skoledistrikter…

På et Cafémøde mellem skolebestyrelserne i vest, Børne- og skoleudvalget og skolesektoren den 16. maj, var det et klart ønske fra bestyrelserne at blive inddraget i arbejdet med at tegne stregerne til de kommende distrikter, inden det blev sendt i høring… Dette, blandt andet for at undgå samme trummerum, der var tilbage i 20/21 i Nakskov…

På byrådsmødet den 31. maj 2023 sagde borgmesteren som optakt til punkt 6 følgende: ”Skoledistrikterne fastlægges først efter en evt. beslutning om nedlæggelse af skolerne, og den proces kører særskilt som en ændring af styrelsesvedtægten, med egen høring mv. og rækkefølgen af beslutningerne følger kommunens sædvanlige praksis, det gjorde vi også under beslutningen om nedlæggelse af de to distriktsskoler i 2019, der havde vi jo en øst og en vest skole, hvorefter vi gik i gang med distrikterne, og der var Leif Uthermül også medlem af byrådet. Hensigten med den her rækkefølge det er sådan set også at synliggøre, at der er tale om to særskilte processer, hvor byrådet først træffer beslutning om skolenedlæggelser og herefter forholder sig til skoledistrikterne, og det her er jo netop for at undgå, at man får oplevelsen af, at alle detaljer fra start er besluttet i starten, og høringsprocessen ved skolenedlæggelsen blot er en skueproces. Jeg var selv med til et møde med de to skolebestyrelser, hvor vi sagde, at vi havde faktisk et ønske om, hvis det ender med en skolenedlæggelse at inddrage bestyrelserne i, hvordan vi skal prøve at tegne de nye skoledistrikter.

Nu kan jeg se dagsordenen til Børne og skoleudvalgets møde den 8. juni 2023. Jeg kan se, at de fremtidige skoledistrikter er tegnet og lagt op til godkendelse i Børne- og skoleudvalget…

Jeg ved ikke, om det er samme fænomen, som Hannah Arendt skriver om i forhold til sine refleksioner over pentagonpapirerne, hvor hun om de politiske rådgivere for præsidenten skriver, at de: “udøver deres magt ved primært at filtrere den information, der når frem til præsidenten, og ved at fortolke den ydre verden for ham. Man kan være fristet til at påstå, at præsidenten, angiveligt det mest magtfulde menneske, i verdens mest magtfulde land, er den eneste person i landet, hvis valgmuligheder kan bestemmes på forhånd.” Men det virker altså som om, der er et eller andet galt…

Selvfølgelig er der forskel på Lolland Kommune og den amerikanske præsident og dennes rådgivere – Men en mere åben og inddragende proces ville alt andet lige give flere valgmuligheder til vores politiske beslutningstagere, så hvad venter vi på? Hvem tør springe boblen eller bygge en bro, der kan krydses i begge retninger? På den måde kan vi begynde at føre en rationel, oplyst og respektfuld dialog – Hvis ikke vi gør det, risikerer vi at ofre sandheden på det demokratiske alter!

Jeg møder op til byrådsmødet den 21. juni i Holebyhallen – #NOKerNOK

Skipper Klements morgensang slutter således:

Hanen har galet trende gange
stå nu kun fast for vi er de mange
Lad ikke fremtiden sige om os,
rigdommen knægted os uden at slås.

Jeg håber, så mange som muligt fra Vestlolland, Nordvestlolland, Holeby og alle andre steder, vil tage turen ned til Holeby d. 21. juni, så vi kan vise, at vi borgere, vi er de mange.

Pax et bonum – Fred og alt godt

Karsten (Privatperson)