Cirkulært argument – Det er møg uartigt!

Jeg har gentagne gange sagt, at det helt store problem for mig er måden, hvorpå sagen om den potentielle lukning af folkeskolerne i Horslunde og Holeby har været kørt fra politisk hånd… Det handler om, at den præmis, man vælger at bruge som argument for lukningen, er en præmis, som konklusionen (nemlig lukningen) man først kom med, har skabt… Dette kaldes også et cirkulært argument, hvor den, som argumenterer, begynder sin argumentation med konklusionen (altså hvad denne vil nå frem til)…

Præmissen til at starte med var, at hvis det koster op imod en kvart milliard at sikre skolerne, så skal skolerne lukke… Fair nok! De penge har vi ikke… Det, at skolerne skal lukke, skaber så en ny præmis, nemlig faldende elevtal… og da den første præmis med en kvart milliard bortfalder (fordi nu kan Horslunde sikres med blot 3.3 millioner), så bruger man bare præmis nummer to som argument for at nå frem til konklusionen… Men præmis to er altså skabt af konklusionen på præmis et, hvorfor det netop bliver et cirkulært argument…

Det er lidt som, hvis vi argumenterer for, hvorfor katte spiser mus ved at sige: Katte spiser mus. Hvorfor spiser katte mus? Fordi mus er kattemad. Hvorfor er mus kattemad? Fordi katte spiser mus.

Nu handler det så ikke om kattemad, men om skolepolitik: Skolen skal lukke. Hvorfor skal skolen lukke? Fordi der er faldende elevtal. Hvorfor er der faldende elevtal? Fordi skolen skal lukke.

Kan I se pointen?

Hvis vores politikere er bevidste om det, så er det, som jeg ser det, møg uartigt!

Jeg havde håbet på en ordentlig politisk debat om de potentielle skolelukninger, hvor der var fokus på den politiske samtale og på de tre dimensioner, der gør et godt politisk argument: 1) Rigtigt 2) Relevant 3) Vægtigt – Så kan det godt være, at skolerne skulle have været lukket alligevel, men så var det blevet gjort på en ordentlig måde!

I stedet er jeg blevet mødt med et cirkulært argument. Det kommer fra den ”politiske boble”, hvor kun administrationen har adgang. En boble, jeg oplever, ligger langt væk fra den almindelige borger, som jeg nu engang er! Det er jeg oprigtig skuffet over!

Jeg skal retfærdigvis sige, at enkelte politikere har stillet op til debat på tomandshånd, hvilket jeg sætter virkelig stor pris på. Aftalen har fra start været, at vi behøver ikke være enige, men vi må ikke stoppe med at tale sammen… I ved selv, hvem I er – tak fordi I holder troen på den politiske ordentlighed i hævd…

Jeg vil fortsat kæmpe for en mere åben og inddragende udførsel af det politiske arbejde i Lolland Kommune, og jeg håber ikke, det er for sent!

Derfor møder jeg op til Byrådsmødet den 21. juni i Holebyhallen, fordi #NOKerNOK

Skipper Klements morgensang slutter således:

Hanen har galet trende gange
stå nu kun fast for vi er de mange
Lad ikke fremtiden sige om os,
rigdommen knægted os uden at slås.

Jeg håber, så mange som muligt fra Vestlolland, Nordvestlolland, Holeby og alle andre steder fra, vil tage turen ned til Holeby d. 21. juni, så vi kan vise, at vi borgere, vi er de mange.

Pax et bonum – Fred og alt godt

Karsten (Privatperson)