Lad ikke fremtiden sige om os, rigdommen knægted os uden at slås!

Små tre uger er der til, at byrådet skal stemme om skolerne i Horslunde og Holeby skal lukke. Det sker:

onsdag den 21. juni klokken 18:00 ved byrådsmødet i Holebyhallen.

I går var der byrådsmøde på biblioteket i Nakskov. Her skulle byrådet blandt meget andet godkende deres svar til ankestyrelsen, på henvendelsen fra bestyrelsen i Horslunde. Svaret fra byrådet bar primært præg af et: ”Det plejer vi at gøre” – svar… Men flere af byrådsmedlemmerne påpegede, at det jo ikke fritager os fra ansvar… Hvis det, vi plejer at gøre, ikke overholder gældende lovgivning! Så nu må vi se hvad ankestyrelsen siger…

Lad ikke fremtiden sige om os, rigdommen knægted os uden at slås!

Sådan slutter Skipper Klements morgensang af Ebbe Kløvedal Reich. En sang med omdrejningspunktet at kæmpe på trods, uanset udfaldet… Den handler om at blive ved med at kæmpe, selvom kampen ser ud til at være tabt! En evig aktuel sang om kampen mod undertrykkelse og uretfærdighed. Læs beskrivelsen på højskolesangbogen.dk

Sidste vers i sangen lyder:

Hanen har galet trende gange
stå nu kun fast for vi er de mange
Lad ikke fremtiden sige om os,
rigdommen knægted os uden at slås.

Jeg pudser mine sko og tager ned og siger tak for kampen til byrådet… Kampen har været ulige, men kampen har ikke været mod vores politikere – Jeg vil citere Lars Lilholt sangen – Hvidsten kro, der hvor Marius forlader sin celle, omfavner en tysk soldat og tilgiver ham med ordene: ”Du skal vide, at det er ikke jer almindelige tyskere, som vi har kæmpet mod, næh det er det onde, der har magten over jer og os,” og tyskeren forstod.

Disclaimer: ovenstående er ikke en antydning af, at der er nazister iblandt os… Det handler udelukkende om, at nogle gange, så er det ikke det vi ser lige foran os, der er det rigtige… Lidt som når jeg siger: Nogle gange skal du lukke øjnene for at se klart. Nogle gange skal vi nemlig bruge Kants (tysk filosof) beskrivelse af den rene fornuftslære, der ikke beskæftiger sig med andet end tænkningens form, hvilket også betyder, at den abstraherer fra sansepåvirkninger, indbildte forestillinger, erindringslove, vanens magt etc.

Jeg håber, så mange som muligt fra Vestlolland, Nordvestlolland, Holeby og alle andre steder fra, vil tage turen ned til Holeby d. 21. juni, så vi kan vise, at vi borgere, vi er de mange.

Pax et bonum – Fred og alt godt

Karsten (Privatperson)