Hanne Arendt skriver i ”Om sandhed og løgn i politik” blandt andet: ”Desto mere held en løgner har med at udbrede sine usandheder, desto mere sandsynligt er det, at han vil blive offer for sine egne opspind.” Altså jo dygtigere en løgner er, jo større sandsynlighed er der for, at han vil ende med at tro på sine egne løgne…
En troværdighedskløft har kilet sig ind mellem os alle sammen, politikere og borgere på kryds og tværs… Den har åbnet sig som en form for usynlig afgrund, fyldt med kviksand… Kviksand bestående af løgnagtige udsagn af alle slags, både bedrag og selvbedrag, der truer med at opsluge enhver læser, som ønsker at undersøge udsagn, materialer og sætte sig ind i dagsordner etc. De materialer udgør den politiske infrastruktur i vores kommuner og er grundlaget for et velfungerende demokrati…
Hvad skal vi så gøre?
Vi skal først og fremmest huske, at løgnen ikke sneg sig ind i politik ved et lille uheld med rod i menneskets syndighed… Og hvis vi husker det, så erkender vi, at moralsk forargelse sandsynligvis ikke vil få løgnen til at forsvinde… Den usandhed, der er en bevidst usandhed, har rod i ting, der ikke har en iboende sandhed… Altså i ting der ikke tvingende nødvendigt behøver at være sande…
Men som vores verden er indrettet, så vil virkeligheden, som der endnu ikke findes en erstatning for, få bugt med løgnen… Uanset hvor stort et solsejl, der væves sammen af usandheder, vil det aldrig være stort nok til at skygge for fakticitetens utrolige omfang.
Så fat mod – virkeligheden har løsningen.
