Sidste person lukker og slukker

Læserbrev bragt i Lolland-Falsters Folketidende 27. februar 2023 (Med Frank Gravesens billigelse, publiceres det her på siden)

Har senest set i Folketidende, at nu lukker ”Lys over Lolland”. Havde det været mere rigtigt at skrive nu slukkes lyset på Lolland?

Uden sammenligning i øvrigt så lukker ”Lys over Lolland”, ”Den Grønne Verden”, ALDI, ”Fitness World”, Brugsen i Holeby og Café Einar – meget af det, der gør, at der er liv udenfor arbejdstid. Samtidig med at en større gruppe politikeres beslutninger er ved at lukke vore ø – og landsbysamfund. Fremtiden tegner dunkel. På tilgangssiden er, at en tysk gruppe har købt sig ind i Erhvervspark Maribo. Peper & Söhne Corporate Group er gået ind i Danmark med køb af 50.000 kvadratmeter grund af Lolland Kommune – positivt? Det vil fremtiden vise, men lad os krydse fingre.

Det hele minder mig lidt om et spil skak. Lolland Kommune spiller hvidt. Fremtiden spiller sort. Lolland Kommune bygger op til det store positive klimaks. De hvide bønder når én efter én baglinjen og byttes til dronninger. Målet står og blinker forude…

I sin iver efter at få så mange dronninger som muligt er Kongen blevet efterladt, ingen bønder til at beskytte den. Tre hurtige træk fra fremtidens sorte brikker. Skak og… skakmat! Hvid sidder tilbage med en masse dronninger, men det vigtigste forsvandt. Fundamentet var væk. Man kunne ikke rulle tiden tilbage. Det var for sent.

Kongen og bønderne – Lolland, lollikkerne og vores helt særlige egenart – er vores fundament, det bør der værnes om… samtidig med at der tænkes tanker og planlægges for fremtiden.

En anden måde at se på det er: Operationen lykkedes, men patienten døde. Det nytter ikke at projekter startes og investorer tiltrækkes, hvis patienten dør. Er målet en Erhvervspark Lolland? At gøre hele Lolland til en erhvervspark. Et sted folk pendler til for at arbejde, men ikke vil bo.

Til at begynde med blev jeg ærgerlig, grænsende til det småsure, når jeg hørte at venner og bekendte ønskede at fraflytte vores område. Særlig ondt gjorde det, når det var de unge. I starten argumenterede jeg imod det, men argumenterne er blevet mere og mere hule. Jeg forstår desværre godt fraflytterne.

Hvor hyggelige Maribo og Nakskov end måtte være, er de jo ikke just metropoler. Krom, glas og stål er ikke det, der kan tiltrække nye borgere, det fås bedre andre steder. Det er jord, vand og luft – det er de blødere værdier, som kan tiltrække nystiftede familier, der ser efter steder at etablere sig. Det igen kræver, at der er velfungerende lokalområder, med alt det som børnefamilier har brug for. Det er blevet meget mere almindeligt at arbejde hjemmefra, så det er i mange tilfælde ikke arbejdslivet, der forhindrer en flytning hertil. Selv har jeg en datter, som er akademiker, bor på Frederiksberg ved København og arbejder hjemmefra. Hun og hendes kæreste er ved at starte familie, og de kigger derfor efter et sted at flytte hen.

Jeg ville elske, hvis hun flyttede herned, men det kommer ikke til at ske – siger hun. Hvis Lolland popper op, når hun og hendes venner taler fremtid, er det altid som et område under afvikling. Det skal siges, at hun jævnligt kommer hernede og holder af det, men på det sted, hun er i sit liv, duer Lolland bare ikke.

Sidste person slukker og lukker.

Frank Gravesen, helt sikkert rød og sandsynligvis byrådskandidat igen i 2025


Udgivet

i

, ,

af

Tags: