Forleden dag faldt jeg helt tilfældigt over en paneldebat fra 2. december 2021. En paneldebat med titlen ”Kan man lukke en landsby?”
Mange landsbyer kæmper for at holde sig i live. I denne podcast diskuterer vores helt egen kommunaldirektør i Lolland Kommune, Thomas Knudsen, med strategisk rådgiver, Camilla Hjortkjær, om hvordan man som kommune prioriterer mellem de landsbyer, der har potentiale for at blomstre og dem, der har det svært – og hvad er fremtiden for dem?
Som jeg ser det, en fornuftig paneldebat, der giver forskellige perspektiver på udfordringer og mulige løsninger, hvilket jeg vil komme tilbage til i kommende nedslag i debatten. Det nedslag jeg laver her, handler om den retorik kommunaldirektør, Thomas Knudsen, lægger for dagen, når han taler om de landsbyer, der er i afvikling.
Han siger eksempelvis 29:10 inde i debatten følgende: ”Den ene afgørende ingrediens det er de mennesker, der bor i byen, at de vil noget med den. Hvis den ingrediens ikke er der, så er det ligegyldigt, hvad vi ellers gør. For det kommunerne kan gøre, det er, vi kan lave rammer, altså vi kan jo godt bygge en børnehave, hvis der ikke er nogle børn i den, så kan det være lige meget. Vi kan understøtte foreningssekretæren i den lokale klub, sådan så de kan overskue at drive Sønder Ubehag Idrætsforening videre, men hvis der ikke er nogle, der møder op til fodbold om lørdagen, så er det også lige meget.”
Thomas Knudsen siger som sådan ikke noget forkert i ovenstående sætning, men er det rimeligt at bruge begrebet ”Sønder Ubehag”, når han taler om en tilfældig landsby og idrætsforeningen i denne? Og hvad fortæller det lytteren om, hvad kommunaldirektøren tænker om landsbyerne i den kommune, hvor han sidder som øverste ansvarlige for embedsværket og tætteste samarbejdspartner til borgmesteren?
Et andet eksempel kommer 49:44 inde i debatten, hvor Thomas bliver spurgt til hvilke landsbyer, der har brug for kommunens støtte, og hvordan man sorterer i det. Her bruger interviewer referencen fra førstehjælp, hvor dem, der råber højt, nok skal klare sig, og måske skal man være mere bekymret for dem, der ikke siger noget… hvor til Thomas svarer: ”Jo altså jeg kommer ikke til at gøre det lige så let, som de gør det på skadestuen, men vi laver jo en eller anden form for strategisk triage her, for at blive i det sprog. Der er nogen, som hverken kan eller vil, og som vi heller ikke kan se noget perspektiv i. Der er det joo, det er palliativ behandling, vi laver der. Vi trøster dem lidt, og så lægger vi dem i seng, og så trækker vi dynen over dem.”
Er det nødvendigt at bruge sætningen: ”… det er palliativ behandling, vi laver der. Vi trøster dem lidt, og så lægger vi dem i seng, og så trækker vi dynen over dem.”
Hen mod slutningen i debatten siger Camilla om ovenstående retoriske vending: ”Nu ved jeg ikke om man kan kalde det passiv dødshjælp, men altså det her med at sige, at så lader vi dem være, trækker dynen op over dem og i øvrigt så er der en masse nedrivningsmidler, altså… det er vel en eller anden form for accept af at nu kommer den her landsby jo til at lukke”
Ord skaber den virkelighed, vi befinder os i, og hvis vi var mere bevidste om, at ordet skaber, hvad det nævner, ville vi alle nok i højere grad overveje, hvilke begreber vi bruger til at tale om forskellige ting. Det tænker jeg også gælder kommunaldirektør Thomas Knudsen.
Positive ord kan have en positiv magt til at skabe forandring og bygge op, hvorimod negative ord har magt til at gøre det stik modsatte – nemlig at ødelægge og nedbryde. Det gælder også, når manden med mest formel magt i Lolland Kommune sætter ord på udviklingen eller afviklingen af kommunens Landsbyer!
Lasse Præstegaard
