Hvordan har det sneget sig ind?

Nu har jeg både skrevet om mit 2. og mit 3. spørgsmål, hvilket må betyde, at vi nu er nået til mit første spørgsmål…

Mit første spørgsmål til byrådet lød:

”Jeg kan i bilaget fra Børne- og Skoleudvalgsmødet den 19. december – BSU 12-12 seminar fremtiden skole på side 58 ”Fremadrettet proces – Hvad går vi hjem med? Og Hvad er de næste skridt?” se: 

”Den nuværende struktur er ikke afhængig af matrikler, men af indhold. Vi ændrer ikke strukturen, men tilpasser den efter forholdene.”

Jeg vil i forhold til:
bekendtgørelse om proceduren ved nedlæggelse af en folkeskole –
BEK nr 700 af 23/06/2014 hvori der står: ”§ 2. Forslag om en skolenedlæggelse offentliggøres med en tilhørende kort beskrivelse, herunder oplysninger om forslagets konsekvenser for den fremtidige skolestruktur i kommunen.”

Og med Børne- og undervisningsministeriet – Kommunens ansvar hvor der under ”Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolens virksomhed og træffer beslutninger om” Blandt andet står: ”Skolestruktur: Antal skoler, klassetrin på de enkelte skoler, specialundervisning og specialpædagogisk bistand…”

-spørge, hvordan byrådet tænker, det er muligt at lukke skoler og derved ændre kommunens skoledistrikter og samtidig fastholde den nuværende skolestruktur? ”

Jeg stillede spørgsmålet, fordi det var bemærkelsesværdigt, at byrådet påtænkte at lukke to skoler og samtidig fastholde skolestrukturen…

Borgmesteren svarede:

”Den pågældende øh sætning hvordan den er kommet ind, den har jeg ikke styr på, men jeg kan sige min egen vurdering af det, der kommer til at ske, det er, at med de her påtænkte skolelukninger og ændringer af skoledistrikter, så ændres den fysiske skolestruktur. Den organisatoriske og indholdsmæssige skolestruktur er ikke en, en øh, en øh, en ting vi vil forvente, der skal ændres i den her forbindelse.” 

Borgmesteren ved ikke lige, hvordan den sætning er kommet ind i det dokument, men så tænker jeg da, der må være andre der ved det?

Jeg er altså ikke den eneste, der har bidt mærke i, at ”nogen” eller ”nogle” har sneget denne formulering ind i dokumentet. SF har også bemærket det, eller i hvert fald bemærket, at der er blevet talt om at lukke skoler, uden at ændre skolestruktur. Lars (SF) udtaler til folketidende den 22. december: ”Jeg synes jo ikke, at man kan røre ved matrikler uden at røre ved skolestrukturen. Men der er SF så uenige med de øvrige konstitueringspartier, siger han.”

Men borgmesteren ved ikke lige, hvordan denne sætning er kommet ind i dokumentet?

Lars (SF) udtaler ligeledes: ”Vi gik i SF til valg på, at vi ikke ville lukke skoler, og at vi ville bevare den nuværende skolestruktur. Det står vi fast på, siger Lars Christiansen.

Det troede han også, at de andre konstitueringspartier bag den politiske aftale for 2022-2025 ville gøre. I den står der nemlig, at der skal være “Ro om struktur på skole og dagtilbudsområdet”.”

Hvad er op, og hvad er ned? Det må være op til folk selv at konkludere på.

Karsten (Privatperson)