1. halvleg slut!

Nu er det i morgen ”1. halvleg” slutter, forhåbentligt med kæmpe opbakning i Ravnsborghallen… Det betyder ikke, kampen er færdig, og selvom vi måske er bagud ved pausen, betyder det på ingen måde, vi taber kampen…

Det har været et langt forløb op til pausefløjtet den 24. januar 2023 klokken 18:00 ude i Ravnsborghallen.

Den 17. maj kunne jeg i folketidende læse, at Landsbyordninger i Horslunde og Holeby var truet af lukning… Jeg kunne også læse udvalgsformanden udtale at: ”Det er ulykkeligt, for det er to velfungerende skoler med velfungerende personale.”  Den eneste grund til det var nu, der skulle tales om lukninger var, at kommunen ikke har 250.000.000… Selvfølgelig har kommunen ikke 250.000.000, men efterhånden som det viste sig, at det nok kunne gøres lidt billigere, så har argumenterne for en lukning ændret karakter, og det sidste der kom frem var, at det er borgerne på Nordvestlolland, der har vist, at de ikke ønsker en folkeskole i området…

Det kom som lyn fra en klar himmel for rigtig mange den 17. maj og ud fra artiklen, og hvad der pludselig blev talt om ude i Horslunde, lavede jeg en lille sketch, hvor Anton spørger sin mor, om det er rigtigt, hans skole skal lukke! Og mor kan selvfølgelig ikke svare, for hun har ikke hørt noget…

Bestyrelsen i Horslunde blev kaldt op fra sofaen, og der blev arrangeret et borgermøde onsdag den 15/6 klokken 17:00… Stor opbakning fra lokalbefolkningen, men politikere var der ikke mange af…

Efter de første opslag og borgermødet etc. er der blevet skrevet rigtig, rigtig, rigtig meget… Og alt det, der er blevet skrevet, vil blive samlet, og der vil blive skrevet begrundelser til hvert enkelt opslag på Facebook, hvert enkelt læserbrev i avisen og bestyrelsen vil begrunde deres høringssvar/udtalelser mm. Det hele bliver samlet i en bog, der bliver udgivet op til det kommende kommunalvalg, primært så vi alle har mulighed for at huske forløbet… Bogen vil blive udgivet som en fysisk bog og som gratis e-bog, så alle har mulighed for at læse med.

Jeg tænker, bogen vil vise den kompleksitetsforøgelse, jeg og andre har forsøgt at lave, som modsvar til den kompleksitetsreduktion vores politikere har forsøgt at sælge os… En kompleksitetsreduktion der forsøger at tvinge selve livet ned i et regneark… Jeg og andre har forsøgt at få os alle til at tænke ved indirekte at spørge om: Hvad er et menneske? Hvad er det gode samfund? Hvorfor holder vi skole? Det er gjort for at ryste os alle… ikke i vores grundvold, så alle brikker falder fra hinanden, men ryste os i vores visheder, sætte det vi ved med sikkerhed på en prøve, om det nu også er rigtigt…

Der kan stilles rigtig mange simple spørgsmål, men overraskende nok findes der ikke mange simple svar og slet ikke på selve livet.

Jeg kunne fortsætte med at spørge, hvad er målet med skolen? Og så vil mange, herunder vores politikere, sandsynligvis svare: Målet er, at børnene skal lære at læse, skrive og regne… Men det er altså ikke målet. Det er, som jeg ser det, blot kulturteknikker, godt nok nogle af de vigtigste kulturteknikker, og selvfølgelig skal børnene lære dem… Men uanset hvor vigtige disse kulturteknikker er, så er det altså kun midler til at opnå målet… Skolens opgave er så meget større end det, den skal bære og udvikle kulturen, den skal sikre os imod katastrofen, den skal styrke vores livsmod og sikre vores livsglæde… Det er nemlig med livsmod og livsglæde vi kan bekæmpe katastrofer, det er den sammenhæng, der giver mening… Så kunne vi spørge os selv, om livet overhovedet har mening? Og til det må svaret være… NEJ – livet er mening! Mening er så grundlæggende et træk ved selve livet, at vi først opdager det, den dag den ikke er der mere…

Fisken er den sidste, der opdager, den lever i vand!

#NOKerNOK

Vi ses til byrådsmødet den 24. januar i Ravnsborghallen klokken 18:00

Karsten Sandau (Privatperson)