Rejs dig Emil Koch!

Rejs dig, Emil Koch! #NOKerNOK

Men Karsten… Hvorfor skal jeg møde op den 24. januar 18:00 til byrådsmødet i Ravnsborghallen? Det nytter jo ikke noget. De gør alligevel, hvad der passer dem!

Måske! Men hvis vi ikke møder op, hvis vi ikke viser, vi står sammen, så finder vi aldrig ud af, om de lytter til os… Så finder vi ikke ud af, om vi, ved at stå sammen, kan gøre en forskel for og ændre den retning, vores Lolland er på vej i!

Hvis Søren Agermose mfl. ikke havde sat sig i spidsen for den demonstration, som den 2. februar 1931 bevægede sig mod rådhuset og det byrådsmøde, der allerede var i gang… De startede ca. 150 mand, da turen gik mod rådhuset og voksede til ca. 1500, inden de nåede derop. Hvis folk havde sagt, hvorfor skal vi går den tur, det nytter jo ikke noget alligevel? Eller hvis folk havde tænkt: Vi skal ikke i fedtefadet, vi må hellere blive hjemme… Det ville med garanti have været mere sikkert for Agermose, han blev anholdt dagen efter og sigtet for vold mod offentlig myndighed!

Og hvad hvis folk på Vestlolland havde accepteret, at daværendepolitimester, Becker-Olsen, den 1. maj samme år forbyder demonstrationer på arbejdernes internationale kampdag? Det endte i sammenstød, og politiet slog hårdt ned på demonstranterne, som, trods forbud, valgte at møde op…

Og hvad nu hvis protestmødet, den 2. maj 1931 i Indrefjordens anlæg mod politivolden dagen i forvejen, ikke var blevet til noget? Fordi det hjælper jo ikke noget alligevel… Og hvad nu hvis Emil Koch ikke havde meldt sig som hovedtaler til protestmødet, for hvad nytter det?

Hvis alle dengang havde sagt: ”Det hjælper jo ikke noget alligevel, jeg kan lige så godt blive hjemme i sofaen, de lytter jo ikke alligevel til os” – Emil Kochs kamp for de arbejdsløse kostede ham personligt hans politiske karriere og al indflydelse i Nakskov. Men forgæves det var den ikke! Urolighederne i Nakskov bredte sig. Også i Aalborg, Århus og København blev der uro og demonstrationer… og det var den uro, som førte til Socialreformen i 1933.

Det ville altså ikke være første gang i historien, at Vestlolland starter en bevægelse, der kommer mange til gavn også i andre dele af landet!

Vi skal selvfølgelig ikke slås og lave hærværk… Det skal være med argumenter, tro, mod og kærlighed, vi kæmper… Vi argumenterer for og lytter til dem, der siger noget andet. Vi tror på, det gode findes i alle mennesker. Vi har mod til at stå fast på vores holdninger og kærlighed til menneskeligheden!

Det er en demokratisk katastrofe, vi er vidne til i øjeblikket på Lolland, og NOK er NOK!

Derfor møder jeg op den 24. januar klokken 18:00 i Ravnsborghallen!

Karsten Sandau (Privatperson)

#NOKerNOK