Skolestruktur

Hvad betyder skolestruktur?

Jeg kunne i Lolland Falster Folketidende den 22. december 2022 under overskriften: ”SF: Alt for meget hemmelighedskræmmeri,” se at Lars Christensen (SF) udtaler: ”Jeg synes jo ikke, at man kan røre ved matrikler uden at røre ved skolestrukturen. Men der er SF så uenige med de øvrige konstitueringspartier.”

Jeg kunne i samme avis, den samme dag under overskriften: ”Politikere drøfter forandringer for flere skoler i kommunen,” læse, at næsten samtlige skoler står til at blive berørt af forandringer. Men udvalgsformanden understreger hen mod slutningen: ”… selvom vi måtte ændre på matriklerne, så fastholder vi skolestrukturen med den decentrale styring.”

Nå noget ligner politisk vrøvl og lugter som politisk vrøvl, så er det med stor sandsynlighed politisk vrøvl.

I oplægget til ny skolestruktur, der blev godkendt af byrådet den 27. juni 2019, består en struktur af rigtig meget mere end, om styringen er decentral. I oplægget skrives blandt andet at: ”Målet med en struktur er at opnå bedre rammer for arbejdet.”

En skole er en institution, der danner rammer om formidling af kundskaber og færdigheder fra lærer til elev. Struktur er måden, som noget er opbygget, organiseret eller sammensat på.

Så at sige, at skolestrukturen fastholdes, selvom der lukkes matrikler, er, hvad jeg vil have lov til at kalde, en omgang politisk vrøvl.

Det ligner mere udvalgsformand Thomas Østergaards måde at komme udenom den politiske aftale, indgået mellem konstitueringspartierne, hvor der blandt andet står: ”Ro om struktur på skole og dagtilbudsområdet.”

Bortset fra Lars Christiansen (SF), er alle andre konstitueringspartier så enige med udvalgsformand Thomas Østergaard i, at en ændring af matrikler ikke betyder en ny struktur?

Det kan da godt være, der er behov for justeringer og ændringer af skolestrukturen, men kald da en skovl for en skovl…

Jeg vil gerne her referere til Ebbe Rodes monolog – Jubilæumstale: ”Så er det fordi man nu og da, ude i foreningerne, såvel i vælgerforeningerne eller i andre foreninger… Kan blive stødt på det spørgsmål, har I en politik? Har I overhovedet en politik? Jeg skal straks, så stærkt og tvetydigt… som jeg formår, besvare spørgsmålet aldeles klart… ja vi har! Og jeg for mit vedkommende, vil også gerne for mit eget vedkommende, tilføje… at jeg anser det for højest særpræget, at vi har det”…  ”Men det vigtigste er, at demokratiet har en tanke… og den mærkes mere og mere, som årene går.”

Vi borgere er altså ikke så dumme, som måden, hvorpå I kommunikerer til os, indikerer I tror, vi er!


Udgivet

i

af