Bygningerne i Horslunde er ikke i sammenstyrtningsfare, de er heller ikke måske i sammenstyrtningsfare!
”Karsten?”
”Ja, hvad er der?”
”Nu når du skriver om fordummende uskikke i den politiske debat, er det så rigtigt, det du skriver, altså er der overhovedet noget om det?”
”Hmmm. Det ved jeg ikke, men lad os prøve at se på det.”
Lad os bruge vores borgmester Holgers afrunding af 1. behandling af budget 2023 på byrådsmødet den 14/9. Lige der hvor han siger: ”Men vi er nødt til at sætte gang i en proces omkring øh nogle skolebygninger som er udtjente og som er måske farlige at opholde sig i øhh øhh sammenstyrtningsfare…”
I de sidste par opslag jeg har lavet om dette emne, har jeg forsøgt at belyse Framing, som er noget, amerikanske debattører har været supergode til. Det handler om at sætte et fænomen ind i en vis ramme, en frame. Denne frame/ramme udgør en forudsat synsmåde på verden (eller dele af den). Der er meget i vores daglige kommunikation, der er forudsat, og som vi tager for givet. Hvis ikke vi gjorde det, ville vores kommunikation simpelthen ikke fungere. Men de ting, der er forudsat, skal være indiskutable ting, der har den status, altså antagelser vi er enige om. På den måde bliver der mere opmærksomhed til det, vi er uenige om. Det betyder også, at jo mere diskutabelt noget er, desto mindre legitimt bliver det at skjule det og prøve at få det ned i folks lommer (omvendt lommetyveri) uden en diskussion. Men hvorfor siger du så, frames er potentielt uredeligt i politisk kommunikation? Det lumske ved udsagn, som forudsætter frames er, at kan man få folk til at bruge dem, har de på en eller anden måde allerede ’købt’ disse udsagn, også selvom de ikke er helt enige i dem – eller i hvert fald ikke hylder dem.
Hvis vi ser på Holgers afrunding, er det interessant at se på, hvad denne afrunding kan indikere. Han siger: ”Men vi er nødt til at sætte gang i en proces omkring øh nogle skolebygninger som er udtjente og som er måske farlige at opholde sig i øhh øhh sammenstyrtningsfare…”
Det første, jeg lægger mærke til, er, at Holger både siger ”er” og ”måske”, i forhold til at bygningerne er farlige at opholde sig i. ”Er” de farlige at opholde sig i eller er de ”måske” farlige at opholde sig i? Uanset hvilket et af Holgers to sammensmeltede udsagn der er det rigtige, ville vel hverken administrationen eller byrådet på nogen måde acceptere, at over 200 borgere i vores kommune (elever plus personale) har deres daglige gang i bygningerne? Og så må vi også sige, at enten er bygningerne farlige at opholde sig i, eller også er de ikke.
Det næste, der træder frem for mig, er det ubehag Holgers brug af ”øh” og ”øhh øh”, kunne indikere. Først da han taler om skolebygninger, som er udtjente og det dobbelte ”øhh” lige inden, han siger ”sammenstyrtningsfare”. Det kunne indikere, at Holger er blevet udsat for det, jeg beskrev ovenfor som omvendt lommetyveri ved, at den retoriske opbygning i sparekataloget bevirker, at bestemte formuleringer er puttet i hans ”lommer” på en måde, der gør, han bruger de begreber, der ikke er indiskutable, i sin afrunding af punktet, uden måske selv at være enige i disse – eller i bedste fald synes om dem. For hvis nu bygningerne var i sammenstyrtningsfare, så er jeg ret sikker på, de ville være lukket for adgang, præcis som de blev i sommerferien 2021. Men de er ikke i sammenstyrtningsfare! De blev sikret for et ikke ubetydeligt beløb i sommeren 2021, og derfor er de ikke i fare for at styrte sammen!
Det er ikke det samme som, at de ikke skal ses efter, og der skal laves en plan for at få dem sikret på den lange bane, men bygningerne er altså ikke i sammenstyrtningsfare. Det betyder, at denne påstand er diskutabel, og af den grund er det ikke helt fint at bruge som argumentation, og det tror jeg godt, Holger ved. Det lumske ved omvendt lommetyveri er bare, at vi først opdager det, når det er for sent, hvis vi overhovedet opdager det, og det gælder altså også, selvom man er borgmester…
Ovenstående hurtige beskrivelse/analyse er lavet med udgangspunkt i socialkonstruktionismen. Formålet med den er at vise, hvordan virkeligheden sprogligt konstrueres i forskellige kontekster, og hvad det gør ved den måde, hvorpå vi ser verden.
Alt det bedste til os alle
