Et aktivt samfund er et attraktivt samfund, og et samfundet bliver smukt, af at blive brugt!
I sommervarmen sad jeg forleden, det bedste sted for mig at samle mine tanker, nemlig ude på det rolige vand med udsigt til Dodekalitten, Fejø, Femø og Askø. Jeg elsker det sted og tankerne landede forleden på, hvorfor det ikke handler om skolens bygninger i Horslunde.
Hvorfor handler det så ikke om bygningerne, Karsten?
Den 25. juni 2022 lavede jeg et opslag, som menneske selvfølgelig, om #Gunnar, #Gerda, #Anton, #Iben og alle andre i og omkring Horslunde, og om hvorfor det ikke handler om bygningerne i Horslunde Landsbyordnings skole… Jaja jeg ved godt, de skal renoveres, og at det koster mange penge, men de skal jo ikke renoveres for bygningernes skyld. De skal renoveres, fordi der er nogle borgere, der bruger bygningerne. De borgere, eller folk om du vil, er den egentlige grund til, at vi har folkevalgte. Det er jo ikke bygningerne, som stemmer til valg eller deltager i politiske debatter og udtrykker forskellige meninger og holdninger. Bygningerne er ikke til for bygningernes skyld. Den 8. juli 2022 skrev jeg, at X er ansvarlig for Y over for Z. Læreren er ansvarlig for eleverne over for samfundet, på samme måde er en politiker ansvarlig for den enkelte familie over for samfundet. Som jeg ser det, så er alle, der agerer inden for den offentlige sektor, uafhængig af om du er social og sundhedshjælper, direktør, pædagog, politiker, lærer etc. ansvarlig over for samfundet. I sociologien består samfundet af individer forenet i rum og tid. stabiliteten opnås så ved, at disse individer ikke udelukkende bindes sammen af ydre årsager, men også af indre bånd så som: fælles traditioner, sprog, mål, interesser etc. Den mindste enhed i et samfund italesættes oftest som familien, og det er familien, der anses som værende grundstrukturen i samfundet… Andre enheder er foreninger, hvor vi alle via medlemskab kan udøve en fælles interesse, f.eks. håndbold, fodbold, skydning, hækling, gymnastik osv. Ud over familier og foreninger er der også offentlige og private institutioner, som er indordnet samfundets struktur og løser forskellige opgaver.
På rigtig mange måder kan et samfund sammenlignes med den menneskelig krop. Her tænker jeg ikke, at sammenligningen skal være, at noget er hoved, noget andet er hjerte og noget tredje er bagdelen, men sammenlignes ved, at den menneskelige krop bliver sund og rask af at blive motioneret (brugt), det gør samfundet også. Et samfund motioneres ikke ved at cykle, løbe eller svømme en tur, men samfundet kan motioneres ved at gøre brug af samfundets funktioner, før end de forsvinder. Det gælder både offentlige og private institutioner, de lokale foreninger og butikker og familien. Samfundet bliver smukt, veltrænet og holder meget længere ved at blive brugt, også i de små landsbyer.
En anden måde at sammenligne samfundet med en krop på er ved at se, hvordan den menneskelige krops og andre biologiske væsners netværk er opbygget på, og se om ikke et samfund er forbundet på en måde, der kan sammenlignes med disse.
I biologien taler vi om, at netværk er opbygget med en gennemgående egenskab, det gælder, uanset om vi ser på et blads opbygning eller en krops blodåre, så er de fraktale i deres geometriske form. At noget er fraktalt i deres geometriske form, betyder at der er en rangordnet gentagelse af samme form ved mindre & mindre skala. Det er selvfølgeligt forskelligt, om der strømmer blod eller plantesaft rundt i netværket, men opbygningen er det samme, nemlig at netværket forgrener sig ud i finere og finere kanaler, som transporterer det strømmende helt ud til den yderste kant. I den menneskelige krop vil det være nærliggende at se på netværket af blodårer, der helt fra den store hovedpulsåre ender ude i huden og de indre organer som små fine blodkar, kapillærer. Et netværk, der forgrener sig via dens fraktale geometriske form, er så almindeligt i biologiens verden, at vi må antage, at opbygningen spiller en nyttig rolle, ja vi kan vel med en vis rimelighed antage, at de fører en slags adaptiv fordel med sig. Netværket eksisterer for at fordele livsvigtige væsker rundt i et system, uanset om det er luft, blod eller plantesaft. Denne transport rundt i et system består af strømme.
I samfundet er der også forskellige netværk, der er opbygget på samme måde som kroppens blodårer. Vejsystemet er et godt eksempel, hvor der er store motorveje, der forgrener sig ud til hovedveje og helt ud til den mindste markvej. Vandforsyningen er et andet eksempel, hvor vi starter ved et vandværk, der sender vandet ud via store forsyningslinjer, der bliver mindre og mindre lige indtil, de ender ude ved vandhanen, bruseren eller toilettet i det enkelte hjem.
Jeg tænker, det vil være på sin plads at se grundstrukturen i samfundet (Lolland kommune) på samme hierarkisk opbyggede måde fra det enkelte individ – familien – foreningerne – butikkerne – institutioner etc. Det hele er forbundet via livsvigtige strømme. Strømme vi ikke lægger mærke til, fordi alt består af strømme, og når alt består af strømme, kan vi ikke se det, førend det ikke virker mere (fisken er den sidste, der opdager, den lever i vand). Du sidder ikke lige nu og tænker over, at blodet strømmer rundt i din krop, men hvis det pludselig blev forhindret, f.eks. ved en blodprop, så ville du lægge mærke til det. På samme måde, desværre, så tænker vi i det daglige ikke over betydningen af de strømme, der foregår mellem de forskellige grene i samfundet, førend de bliver forhindret, f.eks. ved lukning af en lokal butik, institution, forening etc.
Vi kunne selvfølgelig også tage et trin eller to op af stigen og se samfundet (Danmark) på samme hierarkisk opbyggede måde, hvilket jeg tænker, er det som vores lokale politikere gør, når de beder om ekstra midler fra toppen, fordi der mangler ”saft” til de yderste små fraktale forgreninger. De beder om, at der leveres liv helt ude i den yderste gren, for i modsat fald vil grenen sygne hen og til sidst visne og falde af.
Det er jvf. ovenstående syn på et samfunds opbygning, at jeg bliver ved med at holde fast i, at det ikke handler om bygningerne, som rummer Horslunde Landsbyordnings skole. Det handler om, at en skole i et lokalsamfund er med til at føre, for et samfund, livsvigtige strømme ud til både foreninger, forretninger og familier. Det er derfor, jeg ikke vil acceptere, at det handler om bygningerne. Det handler nemlig om #Gunnar, #Gerda, #Anton, #Iben og alle andre i og omkring Horslunde. Det handler om fællesskab og fælledskab, og alle de ting vi er sammen om.
Prøv at forestille jer, at vores regering valgte en antiseptisk tilgang til at bedrive økonomisk politik. Med en antiseptisk tilgang mener jeg en tilgang, der siger, at noget må dø, for at noget andet kan leve videre. I den medicinske verden tales der til tider om, at noget sundt og rask må dø, for at det samlede hele kan leve videre. Det er f.eks. den tilgang, der bruges i kræftbehandling. Kemoterapi er behandling med medicin, der standser cellers deling og ”angriber” kræftceller. Men kemoterapien påvirker også kroppens normale sunde og raske celler. Det er den påvirkning, der giver bivirkninger som hårtab, kvalme og problemer med slimhinderne. Hvis det var den tilgang regeringen valgte, hvordan ville det så se ud for Lolland Kommune? Ville vi blive tabt i svinget?
Jeg tænker, det er nu, vores politikere, både lokalt og nationalt, flytter fokus fra at være administratorer, der er sat i denne verden for at få budgetterne til at gå op, og begynder at tænke politik som politik. På samme måde som de har gjort det i forbindelse med klimakrisen. Her tales der om, hvordan vores samfund skal udvikle sig, hvor vi skal hen og i samme åndedrag understreges det, at den viden, der er nødvendig, endnu ikke er til stede, så de ved ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre, at vi når der hen på et givent tidspunkt. Vi ved godt, at vi endnu ikke ved, men det ændrer ikke på, at vi tør træffe beslutninger, der peger i en bestemt retning. Det er en politisk sandhed, der vil noget med nogen, modsat et embedsværk der udelukkende forsøger at få enderne til at nå sammen. Vi er på vej, nu skal vi turde gøre det på andre områder end klimapolitikken, og måske skal vi også gøre det, når vi taler om, hvordan vores samfunds yderste led skal være opbygget, og hvordan vi får strømningerne til at nå helt ud i de fraktale netværks yderste led. Jeg tænker præcis, det er det, vores borgmester mener, når han i Folketidende den 9. juli 2022 siger, at den partnerskabsaftale, der giver Lolland kommune 120 millioner om året frem til 2025, rækker som en skrædder i Helvede, der burde have stået 220 millioner i aftalen. Jeg er sikker på, Holger mener, at vi nationalt set bliver nødt til at stoppe med at se på regneark og gennemsnitlige udligningsordninger, og vi bliver nødt til at gøre det, ikke fordi det er let, men fordi det er svært, netop for at udvikle os til, at gøre det rigtige.
Måske har vi brug for som samfund at gøre svære ting. Til spørgsmålet om hvorfor vi skulle rejse til månen, svarede John F. Kennedy: ”Vi vælger at rejse til Månen i dette årti og at gøre andre ting, ikke fordi det er let, men fordi det er svært. Fordi det mål kan samordne og mobilisere vor energi og vore bedste evner, fordi det er en udfordring, vi er villige til at tage på os og uvillige til at udskyde – én, som vi er besluttede på at vinde.” Måske har vi brug for at gøre det, ikke fordi det er let, men netop fordi det er svært. Vi har brug for at gøre svære ting, gøre os umage, sætte store mål. Det skaber ny indsigt, udvikling og engagement i samfundet.
Så lad os føre en positiv politik, der fordrer visioner, fremsyn og evnen til at se noget, der endnu ikke kan ses. Positiv politik handler måske ikke om at gøre det nødvendige eller det, der er muligt, men om at gøre noget, der ved første øjekast synes umuligt og unødvendigt.
Havde vi haft en folkeskole, hvis vi i 1814 kun havde truffet beslutninger ud fra, hvad der var muligt? I 1814 havde politikerne en vision og et fremsyn, der sagde, at alle danskere skulle lære at læse og skrive. Derfor besluttede man sig for at oprette folkeskolen for alle, ikke bare de riges børn eller dem der boede de rigtige steder, men for alle. Det var både dyrt og kunne synes umuligt, specielt i lyset af den statsbankerot den danske stat havde gennemført i januar 1813.
Jeg er sikker på, vores Børne- og skoleudvalg sammen med bestyrelser, både landsbyordningsbestyrelser og skolebestyrelser, i samarbejde nok skal finde løsninger, ikke nemme løsninger, men svære løsninger, der bygger på en politisk vision for, hvor vi kunne tænke os, at skolesystemet i Lolland Kommune skal hen. Her handler det ikke om at træffe de nødvendige og mulige beslutninger, men om at turde træffe de umulige og ved første øjekast unødvendige beslutninger. Præcis som beslutningen tilbage i starten af 1800tallet, om at alle danskere skal lære at læse og skrive.
Kom nu Lolland! Sammen kan vi selv! Vi skal glæde os over det gode, vi har hernede, ikke forsøge at gøre som alle andre. Vi skal ikke centralisere og bygge store skoler som i de store byer. Vi skal glæde os, fordi det er vores Lolland, ikke fordi det er perfekt eller fri for uretfærdighed, men fordi det er et vilkår for vores samfund – vi kan ikke klare os uden, for hvis vi kunne, så var vi nok flyttet videre, men sammen kan vi.
Karsten (Privatperson)
