Dette opslag er lavet af mig som menneske, og det at være menneske, må være et privat anliggende.
Karsten, når du taler om Horslunde Landsbyordning, handler det så ikke lidt for meget om #Anton & #Iben? Burde det ikke handle mere om bygningerne i Horslunde?
Jo måske… Det handler nemlig også om bygningerne og murstene i Horslunde, ikke kun de der er på skolen, men også alle andre steder i Horslunde og omegn.
Jeg ved ikke, om det handler for meget om #Anton & #Iben. De er, som jeg har skrevet tidligere, ikke børn, der kan findes blandt andre børn, men de findes i alle børn. #Anton & #Iben handler nemlig om, hvad børn er rettet i mod, og derfor giver det os mulighed for at finde ud af, hvad de tænker om alt og ingenting. Men det handler selvfølgelig også om alle andre børn, deres forældre og bedsteforældre. Jeg tænker, vi har et system for alle mennesker: #Anton, #Iben, deres venner og deres familier. Vi har ikke et system, fordi vi skal have et system, og hvis vi oplever, systemet begynder at træffe beslutninger, udelukkende for at opretholde sig selv, så er det på vej ud på et sidespor. Måske er det med et system, som det er med Nørretranders beskrivelse af bevidstheden i ”Mærk verden”, hvor han skriver: ”Derfor er en bevidsthed, der ikke er bevidst om, at den netop er bevidsthed og ikke verden som den er, blevet farlig for sig selv.”
Det handler ikke kun om #Anton & #Iben, det handler også om Gunnar og Gerda på henholdsvis 77 og 74 år. Gunnar og Gerda kan fejre guldbryllup i 2024. De blev gift i 1974 og fik nøglerne til deres nybyggede hus på Nylandsvej i marts måned 1975. De har været rigtig glade for at bo i Horslunde og det nærvær, der har fulgt med livet i landsbyen. Planen er, at sælge deres hus og bruge pengene på guldbrylluppet og på at rejse rundt i verden, både til Malta og Maldiverne, nyde livet og tosomheden.
Gunnar fortæller ofte deres søn på 47, hvor hårdt det har været igennem diverse ”finanskriser.” Han fortæller, hvordan de med to børn op igennem 80´erne havde svært ved at betale ganske almindelige regninger, hvordan det var at se naboerne måtte flytte fra hus og hjem hen over natten, fordi deres hus skulle på tvangsauktion. Gunnar fortæller også, om dengang han ringede til kreditforeningen for at bede om udsættelse på terminen, fordi familiens vaskemaskine var gået i stykker, og hvordan kreditforeningen blot havde sagt nej, efterfulgt af sætningen: ”Så må du lade huset gå på tvang, ligesom alle andre.” Hvordan han efterfølgende gik op i Brugsen og spurgte, om han kunne betale vaskemaskinen over tre gange, så de kunne få vasket tøj derhjemme. I bund og grund handler historien om Gunnar og Gerda om et rigt liv, på godt og ondt, levet i et lille landsbysamfund, hvor indbyggerne alle dage har hjulpet hinanden med det, de kunne hjælpe med, uanset om det gælder havehjælp, børnepasning eller mad sidst på måneden. Den handler også om en tid, hvor Gerda gik hjemme og passede hus og hjem, mens Gunnar arbejdede. Det betyder også, at Gunnar og Gerda ikke har en ”forgyldt” pensionsopsparing, der kan forsøde deres ældre dage, de har deres hus på Nylandsvej og deres folkepension.
Hvis Gunnar og Gerda var to mennesker, der kunne findes blandt andre mennesker, er jeg sikker på, de var mødt op til borgermødet på skolen. De findes ikke blandt andre mennesker, men de findes i rigtige mange hjem, i den generation hvor man har kæmpet sig igennem et langt liv med diverse økonomiske udsving. Alle voksne har på en eller anden måde hørt om kartoffelkuren, der er den populære betegnelse for et finanspolitisk indgreb, der blev vedtaget den 13. oktober 86 under Schlüters regering. Et indgreb der havde til hensigt at begrænse det private forbrug og låntagningen i samfundet. En generation hvor det ofte var manden der gik på arbejde, og hvor pensionsopsparing ikke var alle forundt. Til gengæld havde generationen en tro på, at deres hus kunne sælges, og derfor kunne bruges som en slags opsparing til alderdommen.
Gunnar er, med rette vil nogen sige, bekymret for, hvordan prisudviklingen vil være på deres hus på Nylandsvej, hvis nu den lokale folkeskole lukker! Han er bekymret for, at hvis de overhovedet kan sælge deres hus, hvad ville de så kunne få for det. Måske bliver der kun til at fejre deres guldbryllup suppleret med en bustur til Mols, frem for deres drøm om Maldiverne og Malta.
Så nej! Det her handler ikke kun om #Anton & #Iben! Nej! Det handler heller ikke kun om skolens bygninger! Det handler om en hel landsby, med et stort opland og et rigt foreningsliv. Det handler om rigtige mennesker af kød og blod, rigtige liv der leves på godt og ondt, her i Lolland Kommune.
Karsten (Privatperson)
