Borgermøde på onsdag

Så er det på onsdag klokken 17:00, der er borgermøde i Horslunde!

Hvorfor er det vigtigt at møde op?

Det er vigtigt at møde op, så vi kan minde de kommunale administrationer på, at vi i Danmark har et demokrati, og at vi gerne vil gøre brug af det borgernære demokrati, der, som jeg ser det, bør være en del af den kommunale praksis, specielt i en kommune på størrelse med Lolland Kommune.

Vores demokrati skal ikke reduceres til et teknokrati, hvor det er eksperter, der træffer alle beslutninger, eller for den sags skyld et emojikrati, hvor det er følelserne, der afgør, om en beslutning er rigtig eller forkert… Det er, som jeg ser det, begge dårlige alternativer til et oplyst demokrati, hvor vores politikere har et solidt og validt vidensgrundlag som fundament, og så bruger deres ideologi og værdier som pejlemærker til at sætte retning for deres beslutninger.

Det her handler ikke om dine børn, mine børn, jeres eller vores børn, det handler om alle børn! Det handler om #Anton, #Iben og alle deres venner!

Det her handler ikke om Privatskolen, Realskolen, Byskolen, Stormarkskolen, Specialskolen eller Landsbyordningen. Det handler om den landsby, som, uanset hvordan vi vender og drejer det, har et stort opland og et pulserende foreningsliv, der bakkes op af frivillige kræfter. Frivillige kræfter, der gør en forskel hver evig eneste dag. Et foreningsliv, som med stor sandsynlighed, hvis skolen lukker, vil opleve en langsom kvælning. For flere vil sandsynligvis vælge at spille fodbold, håndbold etc. sammen med de kammerater, de går i skole med.

Det handler om vores bager, det handler om købmanden og Daglig Brugsen osv.. Det handler om alle de butikker, der lokalt vil miste omsætning, enten direkte eller indirekte, hvis området ikke har en folkeskole.

Så mød op! Lad os starte debatten, gerne med en grillpølse, en kop kaffe, lidt god underholdning og lad os sammen finde ud af, hvordan vi støtter op, så vi også på sigt kan have både bager, brugs, købmand og et pulserende foreningsliv i Horslunde… Med mit kendskab til forskellige kommunale administrationer rundt omkring i både Danmark og Grønland, så er administrationen sandsynligvis allerede i gang med at producere deres viden (forslag) til politikerne. I et borgernært demokrati er det vigtigt, at vi som borgere gør vores stemmer tydelige, så vores politikere ikke kan undgå at lytte til dem, og på den måde gøre den viden, de skal beslutte på, perspektivistisk!

En god landsby laver vi sammen!

Så mød op på onsdag til Borgermøde i Horslunde klokken 17:00 på Horslunde Landsbyordning!

Ses vi?


Udgivet

i

af