Kære
Vi hedder Anton og Iben og er hovedpersoner i serien om det gode nærværende børneliv i og omkring Horslunde Landsbyordning. Serien bliver skrevet af nogle af vores lærere, dem der kender alle os børn og er sammen med os hver dag. Vi ved godt, vi ikke kan findes blandt alle børn, men til gengæld ved vi, at vi findes i alle børn, og vi tror på, at du som voksen kan huske, hvordan det var, hvis du husker godt efter. De fortællinger, der er om os i bøgerne, er alle set fra vores perspektiv, altså hvad vi tænker på, når noget bestemt sker i vores hverdag.
Vi tror, det somme tider er svært at være voksen, mest fordi I nogle gange ser ud, som om det gør ondt. Ikke fordi I græder, og der skal pustes, men fordi I rynker panden og taler grimt til og om hinanden eller hæver stemmen og taler bestemt. Vi kunne godt tænke os, at alle talte pænt til og om hinanden, så ville verden, set fra vores perspektiv, blive et bedre sted for os alle.
Ude på skolen har vi læst Halfdans ABC og bogstavet B er: ”Bennys bukser brændte. Børge råbte, åh! Børge havde nemlig Bennys bukser på.” En af vores lærere sagde til os, at vi på en måde alle sammen har Bennys bukser på. Forstået på den måde, at hvis du får det bedre, så får jeg det også bedre. Hvis dine bukser brænder, så gør det ondt på mig. Det var lidt mærkeligt, men jeg tror, vi forstod det. For, som han sagde, hvis du ser på et menneske, der græder, så bliver du jo ikke glad! Men ser du på et menneske, der smiler, så bliver du glad! Hvis jeg hjælper dig med at blive glad, så bliver både du og jeg og alle andre, der ser dig, glade.
Tirsdag efter skole hørte vi nogle af vores forældre tale sammen, da de skulle hente os. De talte om en formand, der havde sagt, at vores skole skulle lukkes, da der ikke var penge nok til at lave den. Men hvorfor skal vores skole laves? Vi hørte også, de sagde, det var mærkeligt, at vores skole skulle på bordet, når prisen for at lave den endnu ikke var landet på bordet. Hvordan kan I voksne sige, der ikke er penge nok, når I ikke ved, hvor mange penge der skal bruges?
Når vi hører, nogle taler om, vores skole skal lukke, så bliver vi bange og får ondt i maven, ikke fordi vi vil vide hvorfor eller hvornår, men fordi i vores verden så forsvinder hele vores dagligdag, og alt det vi kender, uden vi ved, hvad der så skal ske. Så når I siger, vores skole skal lukke, så spørger vi vores forældre, hvor vi så skal være, når de er på arbejde. Når I siger, vores skole skal lukke, så spørger vi, om vi så mister alle vores venner. Og ved I hvad? Det er meget, meget svært at være barn, når I ikke giver vores forældre en mulighed for at svare os.
Vi tror, det er svært at være voksen, og vi ved, der er mange ting, som voksne taler med voksne om. Vi tænker, at sagen om vores skole er en voksen ting og ikke noget, der pludselig, ud af det blå, skal skrives i avisen, så alle voksne taler om det, imens vi børn hører på det. At lukke vores skole er at trække tæppet væk under os børn og vores familier. Lad os få lidt Bennys bukser med her også!
Vi har vedlagt et eksemplar af den første bog om os og vores liv her i Horslunde (Anton starter i førskolegruppe i børnehaven) og vi lover jer, at vi lige om lidt sender den anden bog i serien (Iben går i 0.0). Vi håber, I vil læse dem og måske læse dem højt for nogle børn I kender. Det nærvær, der opstår, når I voksne læser for eller sammen med os børn, er uvurderligt og giver os alle så meget.
Tak fordi du gør det bedste, du kan, præcis som alle os børn gør det.
Med venlig hilsen
Iben og Anton
