Til alle os voksne!

Til alle os voksne – også vores politikere!

Når nu der udtales til aviser mm. at der måske – måske ikke, kommer store ændringer i den kommunale virksomhed, så tænker jeg, at dette kunne gøres med lidt større respekt, eller måske bare med respekt, for de børn og familier der måske – måske ikke bliver berørt af disse ændringer… Jeg har prøvet at se det fra Antons perspektiv med denne lille sketch:

Anton: Mor, er det rigtigt at min skole skal lukke?”
Mor: Hvor har du hørt det Anton?”
Anton: Over i skolen.
Mor: Hvem sagde det?
Anton: Det var Lucas´ og Simones mor, der stod og talte sammen, da de blev hentet.
Mor: Jeg tror altså ikke, at din skole skal lukke
Anton: Men mor, hvis nu min skole skal lukke, skal jeg så være alene hjemme, når du og far er på arbejde? Hvad med alle mine kammerater, mister jeg så dem?
Mor: Nej nej nej.. Rolig Anton, din skole skal ikke lukke.
Anton: Men mor… Jeg hørte det altså… de sagde, at bygningerne skulle rives ned, og at de havde læst det i avisen… Hvorfor har du ikke læst det i avisen, mor?
Mor: Jeg ringer lige til skolen og spørger, hvad der er op og ned på det her.
Anton: Jeg får altså ondt i maven mor, jeg vil ikke være alene hjemme, og jeg vil ikke miste alle mine venner…

Det er altså en mærkelig verden, vi lever i, hvor det er nødvendigt at udtale sig om skolelukninger, inden alle tal er på plads… Prisen for bygningernes udbedring i Horslunde er ikke landet på bordet endnu, men alligevel skal den på bordet…

Det er mennesker af kød og blod, der bliver berørt, ikke robotter der passer i et regneark!

Karsten (Privatperson)